Den 28. april bliver Savan Haqi og Omaid Alis lille familie kløvet i to: De danske myndigheder har givet Savan og deres søn opholdstilladelse, men tvangsudviser Omaid til Irak

06-savan-067

Martin Mounzer

Jeg ser næsten hver dag i fjernsynet, hvordan civile bliver dræbt og såret i Irak. Hvilken mor vil lade sit barn vokse op sådan et sted? Savan Issam Haqi

I en forstadsvilla udenfor København sidder Savan Issam Haqi med sin et-årige søn, Yad, og venter.

Hvert minut, der tikker forbi på uret over lædersofaen, rykker hende tættere på det øjeblik, hvor hun skal sige farvel til sin elskede mand, Omaid Hassan Ali.

- Hvorfor skal vi skilles ad? Vi elsker jo hinanden og vil gerne dele resten af livet, spørger Savan.

Både hun og Omaid Hassan Ali er flygtede fra krigen i Irak. Han har boet i Danmark i de sidste 10 år, mens hun kom til landet med sine forældre og søskende i 2002. Savan og Omaid mødte hinanden til en nytårsfest for seks år siden, og det var kærlighed ved første blik.

- Han fik mit nummer og så begyndte vi at ses, selvom mine forældre ikke var begejstrede for det. Men vi blev mere og mere vilde med hinanden, og tre år efter blev vi gift, smiler Savan, og stryger sin søn over håret.

Yad er familiens første barn, og Savan er gravid i fjerde måned med en lillebror eller søster til ham.

Forrige mandag var lykken slut. Politiet fra Ellebæk-fængslet ved Sandholmlejren overtalte Omaid til at møde op til en samtale. Mens Savan Issam Haqi har permanent opholdstilladelse i Danmark, er Omaid Hassan Alis ansøgning om asyl blevet afvist, og han står nu til tvangsudvisning til Irak. Og selvom politiet lovede ikke at anholde Omaid, endte samtalen i Sandholm med, at han blev lagt i håndjern og ført væk.

- Vi fik kun fem minutter til at sige farvel. Yad klyngede sig til sin far og skreg, men politiet hev ham væk og tog Omaid med. Det var forfærdeligt, fortæller Savan Issam Haqi til Arbejderen.

Yad blev ved med at græde i bussen fra Sandholm til familiens lejlighed i Ringsted, og panikangsten for, at Omaid ville blive udvist, begyndte også at sprede sig i Savan. Senere samme aften blev hun indlagt med ambulance på Ringsted sygehus med voldsomme smerter i maven og åndenød.

- Da jeg faldt til ro, holdt de op. Men jeg er så bange for at miste mit barn, hvis jeg bliver for stresset, og jeg tør ikke være alene, siger Savan Issam Haqi, som af samme grund er flyttet hen for bo hos en veninde med Yad.

Farlig forelskelse

Omaid Hassan Ali var en af de omkring 70 afviste, irakiske asylansøgere, der sidste år søgte tilflugt i Brorsons Kirken på Nørrebro i København.

Tilbage i Irak forelskede han sig som teenager i slutningen af 1990`erne i en jævnaldrende pige, som han indledte et forhold til. Men hendes familie, der var imod forholdet, slog pigen ihjel og indledte en forfølgelse på liv og død af Omaid. I dag er pigens bror ansat i det irakiske politi, og med de usikre tilstande i landet, frygter Savan Issam Haqi, at det vil koste Omaid livet, hvis han vender tilbage.

- Jeg er sikker på, at de vil forfølge Omaid og prøve at slå ham ihjel. Pigens bror har lige sendt et trusselsbrev til Omaids familie, hvor han skriver, at intet er glemt, fortæller Savan, som nu prøver at få brevet sendt til Danmark i et sidste desperat forsøg på at få Omaids asylsag genoptaget.

Men der er ikke meget der tyder på, at de danske udlændingemyndigheder vil vise nåde.

I det seneste afslag til Omaid skriver Udlændingeservice, at det, at han har kone og barn i Danmark, ikke er nok tilknytning til at han blive i landet. Hvis familien vil blive sammen, skriver sagsbehandleren, kan de bare tage til Irak.

Det stiller Savan Issam Haqi i et håbløst dilemma:

- Jeg ser næsten hver dag i fjernsynet, hvordan civile bliver dræbt og såret i Irak. Hvilken mor vil lade sit barn vokse op sådan et sted? Yad har ingen fremtid i Irak. Her kan han blive til noget, og måske en dag komme til at gøre en positiv forskel for Danmark, siger Savan, og holder inde.

Hun skjuler sine øjne bag den ene hånd og holder om en kalender med et billede af hende og Omaid med den anden. Først efter at have blinket tårene væk i et par minutter kan hun tale igen:

- Det er så svært. Hvis vi bliver i Danmark, kommer Yad til at vokse op uden sin far. Og hvad med vores ufødte barn, som aldrig når at møde ham?

Kynisk afslag

Savan Issam Haqi har ellers gjort, hvad hun kan, for at holden lille familie sammen.

Sidst, Omaid Hassan Ali fik afslag på sin ansøgning om familiesammenføring og opholdstilladelse, fik familien at vide, at de skulle skaffe sig en lejlighed og vente til Savan var fyldt 23 et halvt år gammel, før de søgte igen.

Så skaffede jeg en lejlighed i Ringsted, der var stor nok til at opfylde myndighedernes krav, og så snart jeg blev 23 et halvt, sendte vi en ny ansøgning, siger Savan Issam Haqi.

Alligevel fik Omaid endnu et afslag den 23. februar, og den 28. april skal han tvangsudvises til Irak - bare tre en halv måned før Savan bliver 24 år, og dermed opfylder regeringens 24-års regel for familiesammenføring.

- Vi har gjort alt hvad vi kunne for at være gode danskere. Jeg har fået en uddannelse og en lejlighed, og vi vil bare gerne være sammen, fordi vi holder af hinanden. Hvad mere kan vi gøre? Hvorfor kunne de ikke bare vente de tre en halv måned med at udvise ham, spørger Savan.

Kynismen i afslaget bliver understreget af, at myndighederne flere gange skriver om familiens fremtidige muligheder i Afghanistan - tilsyneladende er hele afsnit i afslaget kopieret fra et lignende brev til en afghansk flygtningefamilie.

Politiet tager baba

Stuen i det hus, hvor Savan Issam Haqi har søgt tilflugt, har dør ud til en lille have.

Her løber Yad rundt i den forsigtige forårssol med en lille, blå bold. Han virker ubekymret, men om natten vågner han grædende og vil lede efter sin far, fortæller Savan.

- Han ved godt, at politiet har taget ham og sat ham i fængsel. Selvom Yad kun er halvandet år, har han allerede lært at være bange for politiet, sukker hun.

Hele det sidste år har den lille familie levet på flugt, i konstant angst for, at politiet skulle komme og tage 'baba' - Yads kaldenavn til sin far.

Som afvist asylansøger har Omaid Hassan Ali været eftersøgt af politiet siden Brorsons Kirken blev ryddet sidste sommer, og for at kunne leve sammen har han og Savan måttet bo på skift hos venner og bekendte.

- Vi har bare haft en taske med noget tøj og Yads bold, forklarer Savan Issam Haqi.

Det har heller ikke været trygt for Yad, når han og hans mor har boet alene i deres lejlighed; i sit korte liv har drengen flere gange været vidne til, at politiet ransager hans hjem på jagt efter faderen.

- De kommer i uniformer og leder efter Omaid i alle husets rum, på toilettet, i køkkenet og over det hele. Yad bliver selvfølgelig bange - sidst slog han den ene politimand på benet med sin sutteflaske, siger Savan.

Fire møder til afsked

Yad er blevet træt af at lege i haven og interesser sig i stedet for den jordbærtærte, som Arbejderen har haft med. Trods et timelangt interview står den stadig helt urørt på sofabordet som et uappetitligt symbol på en fjern og tryg, dansk hverdag.

Omaid Hassan Alis advokat, Red Barnet, Bedsteforældre for Asyl og præsten Leif Bork Hansen appellerer alle desperat til myndighederne om at lade Omaid blive her de tre og en halv måned der skal til, før Savan er gammel nok til, at de kan blive familiesammenført.

Men Udlændingeservice fastholder, at Omaid skal sættes på et fly til Bagdad lufthavn den 28. april.

- De siger, at vi ikke har nogen tilknytning til Danmark, men jeg har levet her hele mit voksne liv, og min søn har aldrig været i et andet land. Og de siger, at Danmark er et demokratisk land, men vil ikke hjælpe dem, der er i nød, undrer Savan sig.

Fangerne i Ellebæk-fængslet må kun få besøg en gang om ugen, og det betyder, at Savan og Yad kun når at se Omaid fire gange mere før han skal sendes til Irak.

- Skal vi tage efter ham eller blive her? Kan vi leve videre, hvis Omaid skal dø? Der går ikke et sekund, hvor jeg ikke tænker på, hvad jeg skal gøre, og jeg forstår slet ikke, at det er virkelighed. Hvorfor skal mine børn skilles fra deres far, spørger Savan Issam Haqi igen.