11 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Langtidsledige skal møde hver måned

Langtidsledige skal møde hver måned

Torsdag, 15. april, 2010, 00:00:00

Arbejdsløse skal føle, at nogle kærer sig om dem. Sådan begrunder beskæftigelsesministeren sit krav om, at arbejdsløse skal møde på Jobcentret hver måned

af Hans Brinkmann

Langtidsledige skal møde til snak på Jobcentret en gang om måneden.Det fremgår af et svar til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg fra beskæftigelsesminister Inger Støjberg. De månedlige samtaler skal indgå i den pakke til bekæmpelse af langtidsledigheden, hun fremlægger senere på måneden.

De langtidsledige udgør 43.000 personer, der har modtaget dagpenge eller kontanthjælp i 80 procent af tiden det seneste år.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd forventer, at ledigheden stiger op til cirka 160.000 fuldtidspersoner i 2011. Fra 2008 til 2011 vil arbejdsløsheden da være steget med omkring 110.000 fuldtidspersoner. Derfor risikerer vi, at langtidsledigheden stiger med 40.000-45.000 personer, mener rådet.

Kravet om flere samtaler, som både ledige og opposition har kritiseret for spild af tid, kommer på et tidspunkt, hvor Jobcentrene ikke når de samtaler, de skal i dag. Hver fjerde arbejdsløse får ikke samtale til tiden.

- Jeg synes, det er helt afgørende, at man som langtidsledig har nogle, der kærer sig om en. At der hele tiden er nogle, der følger op på situationen, og dermed er parat til at yde den hjælp, som man har brug for, siger Inger Støjberg.

Kommunerne vil blive betalt for de ekstra samtaler, og ministeren er sikker på, at det ikke vil svække centrenes øvrige indsats. Det fremgår af svaret til Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Torben Hansen.

'Kommunerne vil blive fuldt økonomisk kompenseret for den ekstra indsats. Jeg har derfor tillid til, at jobcentrene kan løfte opgaven, uden at dette vil have større konsekvenser for rettidigheden i jobcentrenes samlede indsats', skriver Inger Støjberg.

Politisk tegner der sig ikke noget flertal for forslaget. Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti har vendt tommelfingeren nedad.

- Jeg holder nu fast i, at det er en del af det udspil, som jeg fremsætter. Så må vi tage en diskussion om det derfra. Jeg har været med i politik i så mange år, så jeg stiller aldrig nogensinde ultimative krav. Men det er et stort ønske fra min side, at det kommer med, siger ministeren.

Nye tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at langtidsledige har en stor risiko for at blive udstødt af arbejdsmarkedet. Beskæftigelsesministeriet har undersøgt, hvad der er sket med de mennesker, der var langtidsledige i 2004. Efter fem år var seks ud af ti stadig ledige.

- Jeg har hele tiden vidst, at jo længere tid man er væk fra arbejdsmarkedet, jo større er risikoen for, at man ikke kommer tilbage i arbejde igen, men det er klart, at disse tal viser meget tydeligt, at det er et stort problem, og de viser, hvorfor mine kanoner er rettet ind imod langtidsledighed, siger Inger Støjberg.

Artiklen er hentet fra Fagligt Ansvars hjemmeside.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. apr. 2010 - 00:00   03. sep. 2012 - 12:49

Indland