11 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hospitaler sender stafet afsted

Hospitaler sender stafet afsted

Onsdag, 28. april, 2010, 22:39:07

Ikke flere forringelser. Det er budskabet i den stafet, som de ansatte inden for sundhedsvæsenet i Region Hovedstaden vil overrække til Danske Regioner og Regeringen.

På cykel og med et viftende Dannebrog ankom repræsentanter fra Frederiksberg Hospital mandag eftermiddag til Bispebjerg Hospital.

De kom for at aflevere 500 underskrifter, samlet ind som led i den stafet, der er på vej rundt på de nedskæringsramte arbejdspladser i Region Hovedstaden. Initiativet er taget af de ansatte i regionens sundhedsvæsen, og den blev løbet i gang den 19. april.

– Nu tager vi over, hvor Frederiksberg slap. Jeg tager i Fælledparken på lørdag den  1.maj og satser på at få mange underskrifter med hjem, forklarer Michael Ravn, næstformand i kontaktudvalget på Bispebjerg Hospital, til Arbejderen.

Stafetten er ment som en symbolsk aktion i protest mod yderligere nedskæringer på sygehusområdet. Med underskrifterne ønsker de ansatte at gøre regions- og folketingspolitikerne opmærksomme på følgerne de nedskæringer, som har ramt hospitalerne.

Samtidig stiller de en række krav til forårets økonomiforhandlinger mellem regering og regioner, der kan sikre »det nødvendige økonomiske fundament« under sundhedsvæsenet.

– De nedskæringer, vi allerede har været igennem, begynder at slide på folk, og det kan ikke undgå at gå ud over patienterne og kvaliteten i arbejdet. Og så har vi endda ikke været så hårdt ramt som andre. Her er der nedlagt 29 stillinger, siger Michael Ravn.

På sin vej fra arbejdsplads til arbejdsplads når stafetten den 17. maj til Hvidovre Hospital. Her har personalet lige fået besked om, at de skal igennem årets anden sparerunde. Der skal nedlægges 176 stillinger oveni de 225 som blev nedlagt i januar.

Prikkerunderne på de danske sygehuse rammer også i Jylland. I disse dage får de ansatte på Regionshospitalet i Viborg takken for at have skabt en merproduktion på ni procent i 2009, når ledelsen sætter tal på hvor mange der skal fyres. Hospitalet mangler cirka 60 millioner kroner på sidste års budget. Oveni kommer nye besparelser i hele regionen, som forventes at ramme Viborg med yderligere 30-40 millioner kroner.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. apr. 2010 - 22:39   03. sep. 2012 - 12:49

Indland