Undervisningsministeren opfordrer kommunerne til at søge om lov til at bryde reglerne for klasse-størrelserne.Lærernes formand er fortørnet.
Send en ansøgning og få lov til at gøre klasserne større. Sådan lyder opfordringen på Undervisningsministeriets hjemmeside til landets kommuner.
Hvis kommunerne ønsker det, kan de få lov til at se bort fra de ellers gældende regler om, at der højst må være 28 elever i en folkeskoleklasse.
Ifølge Undervisningsministeren, hænger kvalitet og antallet af elever ikke nødvendigvis sammen og i en pressemeddelelse fra ministeriet påpeges det, at det »ikke giver mening i dag« at tale om en optimal klassestørrelse.
– Det er absolut ikke forældet at tale om klassestørrelser. Hvis vi begynder at åbne op for at der må være mere end 28 elever i en klasse, så bliver det helt umuligt at leve op til kravene om, at der skal tages hånd om den enkelte elev. Det er ministeren nødt til at erkende, siger formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen, til Arbejderen.
Det er den såkaldte »udfordringsret«, der giver kommunerne mulighed for at putte flere elever i klasserne end det ellers er tilladt.
Retten, som blev indført i 2008 i et samarbejde mellem KL, Danske Regioner og regeringen, gælder for alle offentlige institutioner, som leverer service. Den giver dem lov til på forsøgsbasis at blive fritaget for nogle af de gældende statslige og lokale regler og overenskomster.
Undervisningsminister Tina Nedergaard (V) lægger vægt på, at en ansøgning om at øge klassestørrelserne ikke må være en del af en spareplan.
– Hvis en kommune vil have dispensation, så skal der være en pædagogisk årsag, siger hun.
Men den køber lærerformanden ikke. Han frygter at nogle kommuner i en tid med stramme budgetter, vil tage imod opfordringen alene for at få økonomien til at løbe rundt.
– Kommunernes økonomi er voldsomt presset i øjeblikket. Hver uge er der nye meldinger om alvorlige nedskæringer og lærerfyringer på landets folkeskoler. I den situation er det helt afgørende at vi har nogle faste regler at forholde os til, siger Anders Bondo Christensen.
Han tilføjer desuden, at folkeskolerne allerede i dag eksperimenterer med større klasser, når de mener, det tjener et pædagogisk formål.
– Jeg forstår ikke hvad udfordringsretten skal gøre godt for. Allerede i dag slår vi klassernes sammen, hvis der er en idé i det. Det er ikke pædagogisk nytænkning og det behøver vi altså ikke en regel til, slutter lærerformanden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278