09 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Beskyldninger uden beviser

Beskyldninger uden beviser

Lørdag, 15. maj, 2010, 06:00:00

Politiet kommer med alvorlige beskyldninger mod dem, der blev tilbageholdt i timevis på den kolde asfalt – men vil ikke gå i konkrete detaljer.

Beskyldninger uden beviser
Steen Flemming Jørgensen
Sortklædte demonstranter smadrer ruder ved den gamle børs, mens politifolk ser på. Ingen af de sortklædte blev fanget – i stedet tilbageholdt politiet næsten 1000 fredelige demonstranter 45 minutter senere i en knibtangsmanøvre.

Blandt de tilbageholdte var en 51-årig nonne og en flok Hare Krishna-dansere.

Sammen med de andre knap 1000 tilbageholdte demonstranter under den store klima-demonstration sidste år var de til fare for enkeltpersoner eller den offentlige sikkerhed.

Det mener Københavns Politi, der i disse uger i Københavns Byret forsvarer danmarkshistoriens største masseanholdelse.

– Politiet skønnede rigtigt, da de greb ind. Det var politiets opfattelse, at gruppen af personer, der blev frihedsberøvet den 12. december 2009, gav anledning til fare for betydelig forstyrrelse af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed, siger politiadvokat i Københavns Politi, Anders Dorph, til Arbejderen.

Men spørger man ind til de nærmere omstændigheder, der ligger til grund for de alvorlige udfald mod demonstranterne, bliver politiadvokaten tavs.

– Politiledelsen på stedet vurderede, at de ikke turde lade gruppen fortsætte længere. Jeg ønsker ikke at kommentere den konkrete sag. Forud for topmødet havde politiet massivt efterforsket tidligere topmøder – herunder hvilke grupper og hvilke adfærdsmønstre vi kunne forvente ved klimatopmødet i København. Og det har vi handlet ud fra.

STRATEGI BYGGEDE PÅ VOLD
På det første retsmøde i Københavns Byret forklarede kammeradvokaten og to betjente, hvordan politiet fastlagde deres strategi op til topmødet: Politiet så lange videoer fra demonstrationer mod topmøder i WTO, G8, G- 20 og NATO – med hætteklædte demonstranter, der brænder biler, smadrer ruder i banker og afbrænder bygninger.

Ovenpå masseanholdelsen henviste politiet til, at der – et helt andet sted på et helt andet tidspunkt – nemlig 30- 45 minutter før anholdelsen ved Udenrigsministeriet og den gamle børsbygning – var blevet knust ruder og kastet med sten.

Hvad har de voldelige videoer og rudeknusninger at gøre med masseanholdelserne på Amagerbrogade?

– Det er rigtigt, at det måske ikke har så meget at gøre med den konkrete frihedsberøvelse. Men jeg vil ikke i pressen føre bevis for, hvem der har gjort hvad, hvornår. Nu kører sagen i retten. Jeg ønsker ikke at kommentere den konkrete sag. Nu skal retten afhøre vidner til de enkelte episoder. Derfor vil det ikke være rigtigt, at jeg kommenterer sagen, siger Anders Dorph.

MANGLER BEVISER
Ingen af de tilbageholdte er sigtet for noget – men det findes der også en forklaring på, ifølge politiadvokaten:

– Det er ofte svært for politiet efterfølgende at bevise præcis hvem, der har gjort noget ulovligt? Men vi har altså mulighed for at gribe ind alligevel, og det har vi gjort.

Han kan ikke svare på, om nogle i den tilbageholdte gruppe på Amagerbrogade overhovedet har gjort noget ulovligt:

– Det kan jeg ikke sige. Det er politiledelsen på stedet, som konkret har vurderet, hvem der har gjort hvad og hvornår. Jeg vil ikke gå ind i sagens detaljer eller svare på spørgsmål om vores konkrete bevisførelse. Jeg vil ikke procedere i pressen. Der er sat en proces i gang. Den skal køre i retten, og skal ikke kortsluttes af, hvad jeg eventuelt måtte mene.

Han glæder sig til at få en afgørelse:

– Sagen er meget vigtig for os. Det er første gang, at vi får mulighed for at få rettens ord for, hvornår politiet kan gribe ind og tilbageholde store grupper. Det er første gang i danmarkshistorien, at vi har tilbageholdt så mange personer på én gang. Jeg håber, dommen vil fastlægge en grænse for, hvornår vi kan skride ind, uddyber Anders Dorph.

KLOKKEKLAR SAG
Advokat Knud Foldschack er en af de i alt fem advokater, som fører de 250 borgeres klagesager.

– Jeg kan godt forstå, at politiadvokaten ikke ønsker at gå i detaljer. Vi har en klokkerklar sag. Den er lige startet. Og allerede nu kan vi se, at politiet ikke kan knytte én eneste af de tilbageholdte til noget som helst ulovligt, truende eller til sort blok. Derfor er det her en af danmarkshistoriens allerstørste sager i forhold til retssikkerheden og de grundlovssikrede rettigheder i mange, mange år, siger han til Arbejderen.

Siden klagerne begyndte at vælte ind, har hans advokatkontor arbejdet på højtryk med at indsamle dokumentation

– Politiet mener åbenbart, at de har ret til at tilbageholde folk i op til tolv timer og lade dem sidde på den frosne jord uden mulighed for at kontakte pårørende. De tilbageholdte er blevet ydmyget ved at blive nægtet adgang til toilet, så de er blevet nødt til at tisse i bukserne. Ingen af disse mennesker har gjort noget ulovligt. Politiet har ingen beviser mod dem. Det er langt ud over, hvad menneskerettighederne og den danske grundlov tillader, erklærer Knud Foldschack.

Han er vred over, at politiet som et lyn fra en klar himmel lukkede de fredelige demonstranter inde:

– Politiet gjorde intet præventivt: De forsøgte ikke at opløse demonstrationen eller advare folk mod, at de blev frihedsberøvet, hvis ikke de flyttede sig. Politiet forsøgte på ingen måde at begrænse eller afværge, at så mange uskyldige mennesker blev tilbageholdt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. maj. 2010 - 06:00   03. sep. 2012 - 12:49

Indland