En stor gruppe af de demonstranter, der blev masseanholdt under klimatopmødet, kræver rettens ord for, at det er lovligt at demonstrere.
En ung mand gik i krampe af kulde. En pige sad og rystede i nylonbukser på den kolde asfalt. En dreng tissede i bukserne, fordi han ikke måtte komme på wc.
26-årige Nina Liv Brøndum får stadig grimme billeder på nethinden, når hun skal fortælle om sine oplevelser den 12. december sidste år.
Hun var blandt de næsten 1000 masseanholdte ved den store, fredelige demonstration under klimatopmødet. De blev tilbageholdt af politiet på Amagerbrogade og tvunget til at sidde bagbundet og i »futtog« på en kolde asfalt i omkring fire timer.
– Kulden gjorde folk desperate. Vi råbte om hjælp til de kampklædte politifolk, som bevogtede os. En ung mand i rækken ved siden af mig gik i krampe. Vi råbte alt, hvad vi kunne til betjentene. Der gik ti minutter, før betjentene reagerede. Så blev han hentet i en ambulance. Jeg så i hvert fald yderligere to ambulancer køre af sted med folk. Det var skræmmende at se på. Vi kunne intet gøre. Bare se til. Vi sad jo i »futtog« på lange rækker, og var bundet med strips, siger Nina Liv Brøndum til Arbejderen.
Nu er hun blandt de 250 anholdte under klimatopmødet, som har klaget over, at de fik deres ytringsfrihed krænket, og over den voldsomme behandling de fik af politiet. De mange klagesager bliver i øjeblikket behandlet i Københavns Byret.
Det skulle have været en hyggelig eftermiddag i en stor, festlig, fredelig og farverig demonstration for klimaet sammen med mennesker fra hele verden.
– Jeg havde glædet mig meget til at demonstrere sammen med tusindvis af andre mennesker fra hele kloden, der også ville sende et signal til politikerne om, at vi er mange, som er bekymrede over klimaforandringerne og derfor krævede en bindende aftale, fortæller Nina Liv Brøndum.
TE, TÆPPER OG CHRISTIANIA-CYKLER
Hun gik sammen med sine venner bagerst i demonstrationen. Under klimatopmødet arbejdede Nina Liv Brøndum som frivillig i et info-point i et københavnsk medborgerhus, hvor hun henviste udenlandske gæster til sovesteder, madboder og bad. Klokken var blevet tre om eftermiddagen, før hun fandt sine venner i den store demonstration.
– Den dag havde vi delt arbejdet op, så vi alle sammen kunne nå at være lidt med til demonstrationen. Derfor kom jeg lidt senere og det tog også lidt tid at finde mine venner. Derfor endte vi bagerst i demonstrationen. To af mine venner havde influenza, så vi gik rundt med et par Christiania- cykler med tæpper og te, fortæller Nina Liv Brøndum.
Men efter en halv times tid – klokken cirka 15.30 – satte kampklædt politi på Amagerbrogade en stopper for Nina Liv Brøndums glade eftermiddags- planer:
– Pludselig kørte et par politi- transitter ind lige ind foran os, og spærrede vejen. Vi kunne ikke gå videre. Vi kiggede bagud, og kunne se, at der også var politi. Vi var lukket inde.
Hun var sikker på, at der var tale om en misforståelse, og bad betjentene lade hende gå videre.
– Jeg var meget forundret. Vi havde intet ballade set. Vi gik i en stor og fredelig demonstration, fortæller Nina Liv Brøndum.
Hun var sikker på, at de kunne overbevise betjentene om, at de var helt galt på den.
– Undervejs på ruten havde vi ikke set nogle sortklædte demonstranter, og havde ikke oplevet noget ballade, hærværk eller vold. Vi var bare en masse mennesker, som ville have en god oplevelse og komme ud med vores budskab på en ordentlig måde.
INGEN FORKLARING
Men Nina Liv Brøndum og hendes veninder fik ikke lov til at gå videre. I lang tid anede de ikke, hvad der skete, og hvorfor de blev tilbageholdt.
– Politiet gav os ingen informationer. Først da jeg ringede til nogle andre venner længere fremme i demonstrationen, fandt jeg ud af, at det var helt bevidst, at politiet tilbageholdt en stor gruppe demonstranter.
Efter cirka en times tid – klokken cirka 16.30 – blev Nina Liv Brøndum og de andre tilbageholdte demonstranter sat ned på den iskolde jord i strips.
– Det var meget koldt. Jeg frøs, så jeg rystede. Vi sad jo stille. Vi var sat i »futtog«, så vi kunne ikke røre os. Da det blev mørkt, blev det rigtigt koldt. Det gjorde ondt i mine skuldre, og mine ben begyndte at sove. Jeg og mange andre blev nægtet at gå på toilettet og nægtet drikkevand, fortæller hun.
På intet tidspunkt fik Nina Liv Brøndum at vide, hvorfor hun var tilbageholdt.
– Det var en hård oplevelse. Det var ubehageligt. Vi sad mange mennesker på meget lidt plads. Vi var desperate. Vi havde jo ikke gjort noget. Men jeg vil ikke lade mig slå ud af den oplevelse. Jeg vil gå i demonstration igen en anden gang og bruge min ytringsfrihed, lyder det fra Nina Liv Brøndum.
Efter fire timer blev demonstranterne læsset ind i busser og kørt til politiets midlertidige klimafængsel på Retortvej i Valby.
– Her sad jeg sammen med en masse andre og gloede i busserne. Vi fik intet at vide. Pludselig blev vi smidt ud af busserne, og fik at vide, at vi kunne gå.
KRÆVER SIN RET
Næste dag tog Nina Liv Brøndum – sammen med hundredevis af andre tilbageholdte – ind til aktivisternes retshjælp »RUSK« for at fortælle sin historier og gøre klar til en retssag over politiet.
– I Danmark har vi en årelang lang tradition for at vise vores mening offentligt på gaden i en demonstration. Nu krænkes dén tradition, som hidtil har været en central del af vores ytringsfrihed og vores demokratiske rettigheder, konstaterer Nina Liv Brøndum.
Derfor er hun klar til at gå hele vejen igennem retssystemet med sin klage.
– Jeg vil gå så langt, som jeg kan. Det er vigtigt at sikre, at folk fremover kan deltage i en lovlig demonstration uden at være bange for at blive anholdt. Retssystemet må sætte en streg i sandet og slå fast, at dét der skete den 12. december ikke var i orden. Politiets indgreb var alt for vidtgående. Vi ville jo bare benytte os af vores ret til at demonstrere.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
