Ulandsorganisationer kritiserer ny lov om støtte til partier i udviklingslandene.

Partier skal uddele ulandshjælp

Det lugter lidt af missionær, når danske partier skal eksportere vores liberale demokratimodel. Eva Flyvholm, Enhedslisten

Hvert parti i Folketinget får fremover sin egen pose ulandshjælp, som er øremærket til politiske partier i udviklingslande.

Det er konsekvensen af en ny lov, som Folketinget vedtog torsdag i sidste uge, skriver internetportalen Modkraft.

75 millioner kroner bliver barberet væk fra ulandshjælpen og i stedet givet til de danske partier. Pengene skal i løbet af tre år gives videre til politiske partier i fattige lande i samarbejde med et nyt »Institut for Flerpartistøtte«. Det erklærede formål er at støtte politiske partier, der skal sikre demokratisk udvikling i ulande.

Enhedslisten stemte som det eneste parti imod lovforslaget.

»Det lugter lidt af missionær, når danske partier skal eksportere vores liberale demokratimodel«, skriver Enhedslistens udenrigspolitiske medarbejder Eva Flyvholm i en kommentar på u-landsnyt.dk.

Hun mener, at de politiske partier skal blande sig udenom, og at det i stedet er befolkningerne i ulandene, der skal støttes i deres ønsker om demokrati.

Flere bistandsorganisationer har i høringssvar været stærkt kritiske overfor den nye parti-støtte. Foreningen Afrika Kontakt advarer direkte om risiko for korruptions-skandaler, når danske politikere fremover skal sende penge til søsterpartier i fjerne lande.

– Partipolitik i Afrika er ikke det samme som i Danmark. Tit er partier blot kampagner for at få en enkeltperson valgt, siger foreningens formand Signe Bjerre til Modkraft.

– Vi kommer til at se nogle rigtigt grimme eksempler på misbrug af de her midler i løbet af nogle år, vurderer hun.

SF’s ordfører på området, Hanne Agersnap, er til gengæld glad for den nye ordning.

– Det er ét ud af mange virkemidler, der kan mindske korruption og fremme pluralistisk dialog, hvor meninger kan brydes, siger hun til Modkraft.

Hanne Agersnap erkender, at det kan blive særligt svært at finde politiske samarbejdspartnere i de fattige lande, hvor der er allermindst demokrati.