08 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fodboldkampen ryger

Fodboldkampen ryger

Fredag, 28. maj, 2010, 10:11:41

Mette Kristensen mister 2000 kroner om året, når regeringen skærer i børnechecken. I forvejen er budgettet superstramt.

Fodboldkampen ryger
Privat
Idunn på 8, Torild på 14 og Siri på 11 til fodboldkamp. En af de få »luksusting« familien en sjælden gang har råd til. Det vil være den slags, som skæres væk, når børnechecken bliver mindre.

Der bliver ikke mere råd til at tage børnene med til en fodboldkamp en sjælden gang. Det er ellers en af deres store fornøjelser.

Sådan lyder meldingen fra Mette Kristensen, som er på kontanthjælp og enlig mor til tre piger fra 8 til 14 år. Hun er vred over, at regeringen og Dansk Folkeparti vil skære i børnechecken til familier med mere end to børn.

– Så vidt jeg kan regne det ud, kommer vi til at miste 2000 kroner om året.Det lyder måske ikke af så meget, men det er rigtig meget i vores budget, som i forvejen er megastramt. Du kan få mange billige par vinterstøvler eller frakker for 2000 kroner, siger Mette Kristensen til Arbejderen.

– Det er så urimeligt at straffe os børnefamilier, samtidig med at man siger, at der er brug for flere hænder i fremtiden.

Mette Kristensen er en af de i alt omkring 160.000 børnefamilier, som bliver ramt, når der indføres et loft over den årlige børnefamilieydelse på 30.000 kroner om året. Nedskæringen indføres gradvist over de næste par år og træder fuldt ud i kraft i 2013, hvor der spares en milliard kroner på forringelsen.

Mange familier rammes endnu hårdere. En familie med tre mindre børn kan miste op til 11.000 kroner om året, mens en familie med fem børn kan ryge over 41.000 kroner ned i årlig indtægt.

Nedskæringen går især ud over de ufaglærte med lave indkomster, viser undersøgelser fra 3F. Hele 16.860 3F’ere bliver ramt af ordningen.

– Det er fuldstændig urimeligt, at børnefamilierne skal betale for regeringens fejlslagne politik. Først uddeler regeringen og Dansk Folkeparti store skattelettelser til direktører og millionærer og bruger milliarder på at redde banker og landbrug. Og nu ender regningen hos børnefamilierne, siger 3F’s formand Poul Erik Skov Christensen.
Regeringen forklarer nedskæringen med, at det andet og tredje barn ikke er lige så dyrt som det første på grund af blandt andet søskenderabat i daginstitutionen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. maj. 2010 - 10:11   03. sep. 2012 - 12:49

Indland