Præcis ét år efter Kommunekemi A/S blev overtaget af privat kapitalfond, ankommer det første læs giftige HCB-affald til behandling i Nyborg.
![](http://old2010.arbejderen.dk/sites/arbejderen.dk/files/imagecache/aef_image_story_image_example/imagecache/aef_image_original_format/03A-giftdk-114.jpg)
Danmarks Naturfredningsforening (DN) undersøger netop nu, om EUeller FN kan stoppe de 10.000 ton giftigt og kræftfremkaldende affald, som inden længe sætter kurs mod Danmark fra Australien.
Det drejer sig om det meget farlige HCB-affald, som er forbudt over hele verden ifølge FN’s Stockholm-konvention.
Miljøstyrelsen har – med miljøministerens velsignelse – netop godkendt, at 10.000 ton af det farlige affald sejles til Danmark for at blive destrueret på Kommunekemi A/S’ anlæg i Nyborg.
Naturfredningsforeningadvarer stærkt imod at tillade skibe med farlig gift at sejle tusindvis af kilometer fra Sydney i Australien til Nyborg:
– FN har vedtaget principper for håndteringen af den slags affald. Der er en logisk årsag til, at gift selvfølgelig skal destrueres tættest muligt på oprindelsesstedet – nemlig, at det er for farligt at flytte rundt med, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, til Arbejderen.
– Danmark skal ikke ende som landet, hvor alskens giftigt affald sendes til. Et land som Australien har rige muligheder for selv at købe den nødvendige miljøteknologi til at destruere deres gift.
Kommunekemi A/S modtager ordren i fire portioner á 2500 tons. Hver portion fylder cirka 200 skibscontainere.Det første skib ankommer til Nyborg i oktober. Affaldet er så farligt, at det skal sejles i dobbeltskrogede skibe. Herudover skal hvér eneste container have en gps-sender på, så den kan spores.
Direktøren for Kommunekemi A/S, Carsten Fich, mener, at man må acceptere, at der er sket en international arbejdsdeling:
– 40 procent af vores omsætning kommer fra affald importeret fra udlandet. Det er vi stolte af. Ja, vi tjener penge. Vi sikrer 200 arbejdspladser i Nyborg og det koster penge, siger han til Arbejderen.
Direktøren indrømmer dog, at Kommunekemi A/S højst har prøvet at behandler cirka 100 ton HCB om året – og aldrig før har prøvet at behandle 10.000 ton.
Danmarks Naturfredningsforening kræver undersøgt, om den 38 år gamle Kommunekemi A/S lever op til nutidens sikkerhedskrav, når det gælder håndtering af den farlig gift.
– Tyskland vil ikke modtage giften, men her siger vi ja fordi, der er penge i skidtet, men vælger så også at se bort fra de enorme risici, der er forbundet med så lange transporter, uddyber Ella Maria Bisschop-Larsen.
KL, Frederiksberg og Københavns kommuner solgte i oktober sidste år Kommunekemi A/S til kapitalfonden EQT Infrastructure.
Ved overtagelsen lød budskabet, at kapitalfonden forventer at kunne »forbedre Kommunekemi A/S´ omsætning og indtjening betragteligt i de kommende år. EQT Infrastructure regner med en ejerskabsperiode på fem-syv år«.
Den aktuelle ordre har en værdi af 50 millioner kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278