08 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Grædemur på Vanløse Torv

Grædemur på Vanløse Torv

Torsdag, 24. juni, 2010, 10:58:57

Forældre i hele København protesterer mod nedskæringer på børneområdet for 350 millioner kroner. Vi er utrygge, lød meldingen fra Vanløse i går.

Grædemur på Vanløse Torv
Martin Mounzer
Jeg håber politikerne lytter til vores protester, for vi kan snart ikke mere. Sidste år skulle vi spare 200 millioner og i år er det så 350 millioner. Det er over en halv milliard på to år. Dorthe Blicher Dam, her bag forældrenes grædemur på Vanløse Torv.

– Det er snart ikke længere trygt at sende sit barn i børnehave i København mere.

Så klart opsummerer Dorthe Blicher Dam fra Vanløse situationen på børneområdet i København.

Sidste efterår stak hendes fire-årige søn af fra sin børnehave fem gange, fordi han var ked af at være der. Den ene gang nåede han at være væk i en time, løbe over en vej og hjem inden pædagogerne begyndte at lede efter ham.

– Det er dygtige pædagoger, som gør et knaldgodt stykke arbejde. Men de er så pressede, at al deres tid går med helt basale ting, og så er der simpelt hen ikke tid nok til det enkelte barn, siger Dorthe Blicher Dam til Arbejderen.

Hun er med i det nystartede Forældrenet Vanløse, som i går protesterede mod kommunens nedskæringer på børneområdet på Vanløse Torv.

– Vi har bygget en grædemur af papkasser, hvor folk kan komme og skrive deres bekymringer og protest mod nedskæringerne ned. Vi får utrolig mange reaktioner. Lige fra forældrene, der skriver til politikerne, at de nu er ved at flytte kommune, til pædagogerne der skriver lange beskeder om, hvor bekymrede de er for situationen, fortæller Dorthe Blicher Dam over telefonen fra torvet.

Forældre og pædagoger over hele byen viser i disse uger deres utilfredshed med, at kommunen skal spare 350 millioner kroner på budgettet for børn og unge til næste år.

Nedskæringskravet har blandt andet ført til et omstridt forslag om klyngeledelse, hvor flere institutioner lægges sammen under én ledelse. Forslaget blev diskuteret af kommunens Børne- og Ungdomsudvalg netop mens forældrene i Vanløse protesterede.

Tvungen sommerferielukning, fjernelse af morgenåbningen på fritidshjemmene, fjernelse af frugt og grønt og grønthøsterbesparelser på alle institutioner er blandt udvalgets andre forslag til, hvor pengene skal findes.

– Jeg håber politikerne lytter til vores protester, for vi kan snart ikke mere. Sidste år skulle vi spare 200 millioner og i år er det så 350 millioner. Det er over en halv milliard på to år, siger Dorthe Blicher Dam.

I fredags havde forældrenetværket i Valby inviteret børne- og ungdomsborgmester Anne Vang indenfor i en af bydelens institutioner til en snak om nedskæringernes konsekvenser for børnenes hverdag.

Og i næste uge afleverer forældrene i Holmens Sogns Udflytterbørnehave en liste med flere hundrede protestunderskrifter til politikerne på Rådhuset.

– Underskrifterne kommer fra forældrene i Indre By, som bakker utrolig godt op om initiativet. Vi får hele tiden flere og flere med på listen, fortæller Heidi Bloch fra forældregruppen til Arbejderen.

Hvordan besparelserne skal udmøntes bliver først besluttet endeligt, når Borgerrepræsentationen skal forhandle om næste års budget til september. Den 23. august har Københavns Forældreorganisation indkaldt til stormøde for t planlægge efterårets protester.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. jun. 2010 - 10:58   03. sep. 2012 - 12:41

Indland