I de 15 første måneder efter vedtagelsen af logningsbekendtgørelsen blev der registreret 82.000 oplysninger om hver eneste dansker. Det er langt mere end ventet.
Et flertal af Folketingets partier åbner for en ændring af den omfattende registrering af alle danskeres sms’er, emails og telefonsamtaler.
Registreringen blev et lovkrav med vedtagelse af den såkaldte logningsbekendtgørelse, som trådte i kraft den 15. september 2007. Bag loven, som er et led i terrorpakken, stod Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, Radikale og Kristeligt Folkeparti.
Men nu åbner Venstre, Dansk Folkeparti og Radikale for, at der er behov for en ændring af loven.
– Der er ingen tvivl om, at når vi skal revurdere love, vil der fra Venstres side være en åbning i forhold til at se på, om vi nu griber det her rigtigt an, og om der er mulighed for, at vi kan gøre det anderledes, siger Michael Astrup Jensen, Venstres it-ordfører, til Information.
Tal fra Justitsministeriet viser, at der i de første 15 måneder, efter at logningsbekendtgørelsen var trådt i kraft, blev registreret, hvad der svarer til 82.000 oplysninger om hver eneste dansker fra baby til olding. Det er langt mere end de 15.000 registreringer, som it-eksperter forventede inden vedtagelse af den øgede overvågning.
Det er kun en brøkdel af de mange registreringer, som politiet har gjort brug af. Ved udgangen af 2008 havde politiet brugt informationerne fra teleselskaberne i 134 tilfælde. De fleste gange var der tale om efterforskning af almindelig kriminalitet og ikke de terrorsager, som var begrundelsen for at indføre den øgede overvågning.
Oplysningerne får Morten Messerschmidt, medlem af EU-parlamentet for Dansk Folkeparti, til at erklære sig parat til at evaluere loven og tilpasse den til de reelle behov.
Enhedslisten og SF stemte som de eneste imod logningsbekendtgørelse, begge partier er modstandere af den omfattende overvågning af uskyldige danskere.
Kravet om overvågningen af net- og telekommunikation kommer fra EU’s såkaldte logningsdirektiv. Danmark var hurtig til at gøre initiativet til dansk lov og gjorde overvågningen endnu mere omfattende, end hvad EU lagde op til.
EU-kommissionen er i gang med at evaluere direktivet. Evalueringen skal være afsluttet senest den 15. september. Det forventes også, at den danske logningslovgivning skal evalueres i løbet af efteråret.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278