Hustru til tvangsudvist iraker knokler i døgndrift for at få råd til både husleje og til at betale en advokat, som kan sikre, at hendes udviste mand får sin sag for FN-domstol.
Inat er det præcis ét år siden, at kampklædt politi ryddede Brorsons Kirken, hvor cirka 60 afviste irakiske asylansøgere havde søgt tilflugt igennem tre måneder.
19 mandlige asylansøgere blev anholdt i kirken. Efter irakerne var jaget ud af kirken, begyndte fængslingerne og tvangsudvisningerne til Irak.
IKongens Lyngby sidder Fatema Jabar tilbage sammen med sin lille søn på tre og et halvt år. Hendes mand, Abdel Jabar, blev i september sidste år sat om bord på et fly til Irak – landet, hvor han har siddet syv år i fængsel og er blevet udsat for tortur. Torturen er dokumenteret af læger i en grundig rapport.
– Vi forsøger at få FN’s menneskeretsdomstoltil at tage sagen op. Det er i strid med menneskerettighederne at udvise et torturoffer – oven i købet til det land, han er flygtet fra, siger hun til Arbejderen.
For at få råd til en advokat – og for at forsørge sin søn på tre et halvt – arbejder hun fuld tid som hjemmehjælper om dagen, ogom aftenen arbejder hun som tjener i en restaurant.
Fatema Jabar ringer til Irak cirka to gange om ugen for at tale med sin mand og med de ni andre udviste irakere, hun har kontakt til.
– De har det ikke godt. Stik imod alle løfter får de ingen hjælp i Irak:De har intet arbejde, ingen penge og mangler eget sted at bo. De frygter for myndighederne og holder sig inden døre. De har det psykisk dårligt. Jeg har det heller ikke godt. Men jeg må være stærk, fortæller hun til Arbejderen.
Fatema Jabar har netop sendt 1000 kroner til Irak, så en af de udviste kunne komme til læge.
– Pengene rakte kun til en forundersøgelse og en scanning. Hvis der er brug for medicin og yderligere behandling, bliver det endnu dyrere. Alt koster penge, siger hun.
Ud af de 60 irakere i Brorsons Kirken har 20 efterfølgende fået midlertidig opholdstilladelse og arbejde nu på at få humanitær opholdstilladelse. 15 er blevet tvangsudvist til Irak og cirka tyve er gået under jorden:
– Heldigvis har det danske samfund tradition for at hjælpe mennesker i nød, siger Said Parvin fra Asylret til Arbejderen.
Men de afviste irakere under jorden har det ikke godt:
– De lever et kummerligt liv under elendige omstændigheder. Mange bliver mere og mere syge. Når vi ringer til dem, kan vi høre, at de bliver mere og mere desperate. De råber og skælder ud over, at vi ikke kan hjælpe dem. De har intet socialt liv, og kommer ikke uden for en dør. Det er ikke et liv, konstaterer Said Parvin.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
