07 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Borgere vil stoppe giftskibe

Borgere vil stoppe giftskibe

Lørdag, 14. august, 2010, 10:18:47

Borgere i Nyborg vil samle underskrifter og skrive protestbreve for at stoppe de skibe fyldt med giftaffald, som inden længe sætter kurs mod deres by.

Borgere vil stoppe giftskibe
Privat
Folk i Nyborg er oprørte over beslutningen om, at Kommunekemi skal tage imod giftigt affald fra Australien. Desværre er der gået penge i affaldet. Jens Ellegaard, postbud fra Nyborg

Det australske firma Orica skal ikke få held til at læsse tonsvis af giftigt og kræftfremkaldende affald af ved havnen i Nyborg.

Sådan lyder budskabet fra en gruppe borgere i Nyborg, der nu går sammen for stoppe gifttransporten.

– Folk i Nyborg er oprørte over beslutningen om, at Kommunekemi skal tage imod giftigt affald fra Australien, forklarer Jens Ellegaard til Arbejderen.

Han er postbud i Nyborg og blandt initiativtagerne til protestgruppen.

Miljøstyrelsen har – med miljøministerens velsignelse – godkendt at affaldet kan sejles flere tusinde kilometer fra Australien til Nyborg for at blive destrueret. En ordre som giver Kommunekemi A/S’ nye ejere, kapitalfonden EQT Infrastructure, 50 millioner kroner i kassen.

– Kommunekemi skal ikke være skraldespand for alverdens miljøproblemer. Desværre er der gået penge i affaldet. Affald skal ikke kunne fragtes rundt over hele verden. Australien skal overholde de internationale konventionen for farligt affald. Der er en kæmpe risiko ved at transportere så giftigt affald over så store afstande, mener Jens Ellegaard.

Gruppen overvejer at oprette en hjemmeside og iværksætte en underskriftsindsamling. Der skal også skrives et protestbrev til Australiens miljøminister. Også det australske selskab, Orica, skal have et brev.

På den måde får Orica lejlighed til at vise, om de lever op til deres løfte til tidsskriftet Environmental Manager i 2006: »Vi vil ikke tage hen, hvor der er opposition«, lød det dengang.

Orica har tidligere forsøgt at komme af med sit giftaffald i Tyskland – men måtte droppe projektet efter massive protester fra elleve borgmestre, der talte på vegne af én million borgere fordelt over to delstater.

De kritiske borgere får en kold skulder af Kommunekemi A/S’ direktør:

– De mangler en forståelse for, at Australien ikke selv kommer til at løse problemet. Det fortæller mig, at der er brug for flere fakta. Og det skal de få. Sammen med borgmesteren overvejer vi lige nu et borgermøde. Det primære formål er, at borgerne skal kunne stille spørgsmål. Sammen med borgmesteren vil jeg overveje om det er hensigtsmæssigt at invitere miljøorganisationer som Greenpeace og Danmarks Naturfredningsforening med i panelet, siger Kommunekemi A/S’ administrerende direktør, Carsten Fich, til Arbejderen.

Foreløbig skal Kommunekemi A/S tage imod 6100 ton affald, som skal opmagasineres og destrueres over de næste tre år. Det første skib ventes at sejle mod Danmark omkring den 1. november.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. aug. 2010 - 10:18   03. sep. 2012 - 12:42

Indland