Mens alle andre skal skære freder regeringen Forsvarsministeriet i næste års finanslov. Her bliver der råd til 800 ekstra ansatte.

Mens regeringens finanslovsforslag slagter ulandsbistanden, børnechecken og satspuljen til de udsatte, kan militæret skrive kontrakt med flere soldater til krigen i Afghanistan.
Som det eneste ministerium går Forsvarsministeriet fri af den en milliard kroner store besparelse, som alle andre ministerier bliver pålagt i finansloven. Samtidig får Forsvarsministeriet penge til at hyre 809 ekstra ansatte over de næste fire år, mens mange andre ministerier må fyre.
– Det er fuldstændig absurd. Det er regeringens prioriteringer i en nøddeskal, siger formand for Kommunistisk Parti, Jørgen Petersen, til Arbejderen.
Med de nye ansættelser kommer Forsvarsministeriet op på 26.306 ansatte i 2014.
Samtidig skærer finanslovsforslaget, som finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) fremlagde i tirsdags, 700 millioner kroner af satspuljen, 200 millioner kroner af ulandsbistanden og 350 millioner af børnechecken.
De Konservatives medlem af Forsvarsudvalget i Folketinget, Tom Behnke, er dog ikke flov over finanslovsforkælelsen af de grønne baretter.
– Folk skal trygt kunne tage på arbejde, producere varer og betale skat. Det er hele grundlaget for vores velfærdssamfund. Dén tryghed skaber vores soldater i Afghanistan. Ingen velstand uden sikkerhed, siger han til Arbejderen.
I finanslovsforslaget forklarer regeringen forfordelingen af Forsvarsministeriet med henvisning til blandt andet den danske krigsdeltagelse i Afghanistan.
»De generelle besparelser på statens driftsudgifter er fordelt forholdsmæssigt på de enkelte ministerier, dog er Forsvarskommandoen undtaget på grund af de aktuelt omfattende internationale aktiviteter«, skriver regeringen.
Det sender Jørgen Petersen op i det røde felt.
– Når man tager de massive asociale besparelser i betragtning, er det bemærkelsesværdigt, at militæret er det eneste område, som er fritaget. Der er ikke råd til en ordentlig ældrepleje, og ikke penge til at forhindre at klassekvotienterne stiger. Men der er råd til krigen i Afghanistan, påpeger han.
Tom Behnke vil ikke høre tale om kritikken.
– Du kan slet ikke sammenligne udgifterne til velfærd og ulandsbistand med udgifterne til Forsvaret. Forudsætningen for vores velfærdssamfund er, at vi sikrer Danmarks befolkning mod terror. Og det er dét vi gør i Afghanistan, forklarer han sig overfor Arbejderen.
Forsvarskommandoen ønsker ikke at kommentere regeringens finanslovsforslag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278