Hvis de rigeste bidrager til fællesskabet, er det ikke nødvendigt at skære på ulande, arbejdsløse og børnefamilier, fastslår Enhedslisten.
![](http://old2010.arbejderen.dk/sites/arbejderen.dk/files/imagecache/aef_image_story_image_example/imagecache/aef_image_original_format/03a-enhedslisten-146.jpg)
Det er hverken nødvendigt at gøre livet hårdere for de svageste i samfundet eller arbejde mere for at få lappet hullet ovenpå regeringens skattelettelser.
Det fastslår Enhedslisten i deres finanslovsudspil, der blev fremlagt torsdag på partiets sommergruppemøde.
– Vi vil lade de rige betale, så vi kan bevare og udbygge vores velfærdssamfund. Det er ikke almindelige mennesker, der skal betale dén regning, siger Enhedslistens finansordfører Frank Aaen til Arbejderen.
Opskriften er simpel: At tilbagerulle de skattelettelser som VKO har givet de rigeste ti procent af befolkningen, indføre skat på aktiespekulation, sætte skatten op på Nordsøolien og beskatte de multinationale selskaber.
– De rigeste må tilbagelevere de skattelettelser de fik under den borgerlige regering. Og så skal aktiespekulanterne, de multinationale og olieselskaberne i Nordsøen også bidrage til fællesskabet. Det synes vi kun er rimeligt. På den måde kan vi droppe nedskæringerne på børnefamilierne, de arbejdsløse og alle de andre udsatte grupper, uddyber Frank Aaen.
Alene disse fire forslag kan hente næsten 30 milliarder ekstra kroner til den slunkne statskasse, hvis Enhedslisten får magt som de har agt.
– Faktisk synes vi forslagene er så gode, at også Socialdemokraterne og SFburde kunne stemme for dem. Der er i hvertfald mere realisme i vores forslag end om ideen om at få almindelige mennesker i arbejde til at arbejde tolv minutter ekstra om dagen, mener Frank Aaen.
Udover et finanslovsudspil fremlagde Enhedslisten også forslag om en »fair-play reform«, der skal sikre langt større demokratisk indsigt og indflydelse til Folketinget.
Endelig skal en »tillidsreform« sikre større gennemsigtighed i forhold til partistøtte og folketingsmedlemmers og ministres kalendere og økonomiske interesser.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278