Der er ikke lang fra lykke til kaos i Emils families liv. Hver dag byder på nye udfordringer med en dreng med både ADHD og Tourettes Syndrom.
af Anne Meiniche
Tivoli en søndag i juni: Emil på 12 år tæsker løs på sine forældre, smider sig i gruset og slynger om sig med gloser, som hverken gør sig på tryk eller som lydbillede i landets mest idylliske forlystelsespark. Far og mor prøver på bedste vis at tale Emil til fornuft mellem Tivoli-gæsternes undrende blikke, men udfaldet er givet på forhånd.
– Efter sådan en omgang er festen forbi, og det er bare om at komme hjem. Vi har prøvet det så mange gange. Det, der skulle være en god og hyggelig oplevelse for os alle, ender i en kamp, som hverken vi eller Emil vinder, for vi er jo lige kede af det bagefter, fortæller Emils far Søren, som understreger at det ikke er Emils skyld. Det er Emils handicaps skyld.
Emil lider af ADHD (Attention Dificit Hyperactivity Disorder). Samtidig har han en kronisk, neurologisk betinget ubalance i hjernen, som blandt andet giver sig udtryk i tics og hyperaktivitet – sygdommen kaldes Tourettes Syndrom.
Emil har ganske svære problemer med at være i de gængse rammer for, hvordan man omgås, hvor grænserne går i forhold til andre mennesker, og hvordan man håndterer sig selv og andre, når noget kommer på tværs. Og så er Emil meget impulsiv, hyperaktiv og han har svært ved at overskue hverdagen.
Emil går stadig i den kommunale skole og stadig i samme klasse, som han har gået i siden børnehaveklassen - takket være en kæmpe indsats fra sine lærere. Klassen har fået bevilget ti timer om ugen med en støtteperson, som skal tage sig af Emil og en klassekammerat med et lignende handicap.
Foruden støttepersonen består hjælpen til Emil i ti timers kompensation for tabt arbejdsfortjeneste til Henriette. Hvad der ikke kan klares med nedsat arbejdstid for Emils mor er hans massive behov for at blive bedre til at omgås andre – og især sine kammerater. Emil er ked af, at han ikke har så mange venner. Det gør ondt, når de siger nej til at lege.
Derfor var det også en kæmpe lettelse for både Emil og hans forældre, da hans kommune for et halvt års tid siden tilbød ham plads i en fritidsklub med seks andre ADHD-børn og et personale med tid, resurser og viden om netop deres vanskeligheder. Emil blev hurtigt glad for klubben.
Men i slutningen af april i år meddelte lederen af Emils klub, at kommunen havde meldt Emil ud af klubben pr. 1. juni. Uden forudgående varsel. Og uden forklaring.
Henriette klagede over afgørelsen til kommunen. Men det har hun ikke fået noget ud af. Sagsbehandleren – som aldrig har mødt Emil – nøjedes med at skrive tilbage, at »Emil profiterer ikke tilstrækkeligt af at gå der«.
Emil og hans forældre ønsker at optræde uden efternavn i artiklen. Deres efternavn er redaktionen bekendt.
Artiklen er forkortet af Arbejderen. Den kan læses i sin helhed på Danske Handicaporganisationers hjemmeside: www.handicap.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
