Døvblinde Ole Mejndor har fået beskåret sin personlige kontaktordning med en tredjedel.
af Anne Meiniche
Der var engang, hvor Ole Mejndor altid var blandt de første i et selskab, som stak næven frem til hilsen, når han mødte nye mennesker.
I dag ved han ikke, hvor han skal hilse, for han kan ikke se folk omkring sig og kun dårligt høre deres tale. Derfor er Ole Mejndor i en alder af 69 år nu efter eget udsagn indespærret og næsten afsondret fra resten af verden på grund af et handicap, som kun bliver værre og værre.
En sjælden stofskiftesygdom – Refsums syndrom – har fra hans pure ungdom langsomt men sikkert nedbrudt nerver og sanser. Hans syn begrænser sig til at skelne lys fra mørke, og hørelsen er så ringe, at Ole kun kan føre en samtale med et andet menneske, hvis der er helt stille i rummet omkring ham.
I hverdagen betyder det, at Ole ikke kan færdes alene udenfor sit hjem.
I Herning Kommune har Oles situation indtil den 1. maj 2010 udløst hjælp i form af en kontaktperson, som har været hans øjne og øren i hverdagen. Eller rettere: I en del af hverdagen.
Helt præcist har kommunens bevilling lydt på 37 timers assistance fra en kontaktperson om ugen plus yderligere 100 timer fordelt over året. De 100 timer kunne Ole bruge til eksempelvis familiearrangementer og foreningsarbejde. I alt 1920 timers bistand. En ordning, som Ole vurderede som tåleligt uden på nogen måde at være prangende.
– Jeg er jo ude af stand til at have nogen form for kontakt med verden omkring mig, hvis jeg ikke har en kontaktperson til at hjælpe mig med kommunikation og orientering, siger Ole og forklarer, hvorfor hans sygdom gør en simpel indkøbstur i supermarkedet til et projekt.
– Jeg kan ikke tåle noget som helst, som kommer fra drøvtyggere. Kød, mælk, smør, ost – alt! Derfor er det livsvigtigt for mig, at min hjælper er med og kan læse varedeklarationer på alt, hvad vi køber. Det er meget tidskrævende, siger Ole.
I hjemmet er det andre, helt almindelige ting, kontaktpersonen skal hjælpe Ole med.
– Jeg har brug for, at min kontaktperson lægger tøj frem til mig, tjekker det for pletter og sørger for, at jeg ser ordentlig ud. Jeg har også brug for, at min post bliver læst, sorteret og arkiveret – et hav af ting, som andre mennesker gør uden at tænke over det, siger Ole.
På den baggrund fik Ole sig noget af en chok, da Herning Kommune sidste år besluttede at skære Oles kontaktperson-ordning ned til 14 timer om ugen. Derudover ville kommunen bevilge 269 årlige puljetimer til »faste udadrettede aktiviteter«.
Ole klagede til Det Sociale Nævn og fik mildnet afgørelsen en smule. Således endte beskæringen på en tredjedel. Summa summarum: Fra at have hjælp i form af kontaktperson i 1920 timer om året er Oles »øjne og øren« beskåret med 598 timer til 1322 timer om året.
For kommunen er det en beslutning, som reducerer de sociale udgifter med 70.000 kroner om året. For Ole er det en regulær katastrofe.
Artiklen er forkortet af Arbejderen. Den kan læses i sin helhed på Danske Handicaporganisationers hjemmeside: www.handicap.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
