06 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

København vil slås for velfærd

København vil slås for velfærd

Tirsdag, 07. september, 2010, 10:09:00

Brugere og ansatte lægger op til fælles velfærdsdemonstration i København. Forhandlinger om næste års budget starter i dag.

København vil slås for velfærd
Mette Kramer Kristensen
Brugere og pædagoger fra det sociale område i København var i går mødt op ved Rådhuset for at opfordre politikerne til at lægge sparekniven væk inden de gik ind til forhandlingerne om næste års budget.

Når politikerne i Københavns borgerrepræsentation samles torsdag den 7. oktober for at vedtage næste års budget, bliver de mødt af massive krav om at undgå nedskæringer på kernevelfærden fra pædagoger, lærere og forældre uden for Rådhusets mure.

– Vi lægger op til en fælles faglig markering på Rådhuspladsen. Det er både socialområdet, børneområdet og andre der rammes af de stramme rammer, og i stedet for at slås om pengene på hvert vores område, vil vi vise, at der er penge nok til at redde kernevelfærden, fortæller Jan Hoby fra fagforeningen LFS til Arbejderen.

Arbejderen fortalte i weekenden, at Enhedslisten opfordrer alle kommunens ansatte til at hjælpe med at lægge pres på rådhusets røde flertal for at undgå de nedskæringer på mindst 250 millioner kroner, som der er lagt op til på børne- og socialområdet.

Den opfordring har flere fagforeninger og brugerorganisationer tænkt sig at følge: Byen syder igen i år af budgetkamp  næsten alle dage op til den store demonstration.

– Det er vigtigt, vi viser politikerne, at vi står samlet mod nedskæringerne. Hvis pædagogerne har et dårligt arbejdsmiljø går det jo også ud over vores børn, siger Nina Reffstrup fra Københavns Forældreorganisation.

Også Københavns Lærerforening går med.

Hvis nedskæringerne på skoleområdet gennemføres, betyder det at hver folkeskole skal spare 300.000 kroner i gennemsnit, oven i de 600.000 kroner de har skullet spare i år.

– Det er helt umuligt for mange af skolerne, som i forvejen har underskud på budgettet. Vi vil gerne markere samlet, at besparelserne ikke er i orden. Hverken for børnene, deres forældre eller os professionelle, understreger formand for Københavns Lærerforening, Jan Trojaborg.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. sep. 2010 - 10:09   03. sep. 2012 - 12:42

Indland