06 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ekspert: Pas på med flere test

Ekspert: Pas på med flere test

Onsdag, 08. september, 2010, 10:30:46

Engelske erfaringer viser, at regeringen skal passe på med at satse på flere test i folkeskolen. Lyt til erfaringerne, siger oppositionen.

Ekspert: Pas på med flere test
Bille
Flere test og offentliggørelse af elevernes præstationer. Det kan blive hverdag for de danske skoleelever, hvis det står til undervisningsministeren. Engelske undersøgelser viser, at det ikke vil gøre eleverne dygtigere.

Når Folketinget åbner den 5. oktober, vil undervisningsminister Tina Nedergaard (V) fremlægge sit forslag til en ny folkeskolereform.

De centrale elementer i reformen vil være »åbenhed og gennemsigtighed« om skolernes resultater, fremgik det af undervisingsningsministerens åbningstale på det årlige Sorø-møde, hvor politikere, lærere og forskere mødes for at debattere uddannelse.

– De skoler, der gør det godt - og dem er der faktisk mange af - skal anerkendes for det. Et fokus på mål og resultater vil kunne bidrage til en sådan anerkendelse og til, at skolerne får langt lettere ved at lære af hinanden, sagde Tina Nedergaard ifølge folkeskolen.dk på mødet.

Men erfaringer fra England viser, at regeringen skal passe på med at fremme test i skolerne.

I 1998 blev de nationale test indført i England og intentionen var, at åbenhed om resultater og konkurrence mellem skolerne skulle gøre dem bedre over tid.

Men de engelske skoleelever er ikke blevet dygtigere. Tværtimod klarer de sig dårligere i den internationale Pisa-undersøgelse af europæiske elever end de gjorde for ti år siden.

– De engelske ranglister er blevet en form for valuta i skoleregi, hvor elever i London bruger to-tre timer hver dag på transport på grund af forældrenes søgen efter den bedste skole, det vil sige den skole, der får de bedste testresultater, siger Peter Mortimore, tidligere professor og leder af institute of Education ved University of London.

Oppositionspartierne mener, at regeringen bør lytte til de engelske erfaringer.

– Vi er lodret imod offentliggørelse af testresultater. Erfaringerne viser jo, at det vil føre til a- og b-skoler og det vil ramme de socialt svage. Fagligheden styrkes bedst i blandede klasser, hvor de dygtige elever kan hjælpe de mindre dygtige, siger Socialdemokraternes uddannelsesordfører, Christine Antorini, til Arbejderen.

Socialdemokraterne er med i forliget om de nationale test og dermed er Christine Antorini ikke modstander af, at anvende test som interne evalueringsredskaber i folkeskolen - så længe de ikke bliver offentliggjort.

Det er tilgengæld Enhedslistens uddannelsesordfører Johanne Schmidt-Nielsen, som helst ser testene totalt afskaffet.

– Grisen bliver ikke federe af at blive vejet. Fordi eleverne bliver gode til at blive testet, er det jo ikke det samme som, at de bliver dygtigere. Selve ideen med flere test i skolen er tåbelig og det er et udtryk for manglende tillid til læreren, når man inde på Christiansborg vil sidde og bestemme, hvornår og hvordan lærerne skal teste sine elever, fastslår Johanne Schmidt-Nielsen overfor Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. sep. 2010 - 10:30   03. sep. 2012 - 12:41

Indland