06 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Unge: Ny politik tak!

Unge: Ny politik tak!

Tirsdag, 14. september, 2010, 10:41:52

Regeringen skal ikke slippe af sted med at give gymnasierne flere penge – som de tager fra de tekniske skoler. Nu står vi sammen, lyder budskabet fra Unge ta’r ansvar.

Unge: Ny politik tak!
Mette Kramer Kristensen
De unge var også på banen, da der var kæmpe demonstration mod regeringens spareplan på Christiansborg Slotsplads den 8. juni.

Politikerne får en varm velkomst, når Folketinget åbner tirsdag den 5. oktober. Fagligt aktive unge, lærlinge, elever og studerende er i fuld gang med at planlægge demonstrationer i mindst seks byer.

Arbejderen har sat tre aktive fra initiativet »Unge ta’r ansvar« stævne i kampagnens hovedkvarter midt i København. Det er Lasse Hjort, ungdomskonsulent i 3F, Johanne Stenstrup fra Erhvervsskolernes Elev-Organisation og Frederik Gjørup Nielsen, som er talsperson for Unge ta’r ansvar og samtidig formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.

Unge ta’r ansvar så dagens lys kort efter, at regeringen i sidste måned præsenterede sit finanslovsforslag:

– Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over, fastslår Frederik Gjørup Nielsen.

Store nedskæringer
Regeringens finanslovsforslag for 2011 rummer en samlet nedskæring næste år på handelsskoler, tekniske skoler og gymnasier på næsten en kvart milliard kroner Det betyder, at der er 1750 kroner mindre til hver eneste elev i 2011 i forhold til i år, fremhæver de unge.

– Finansloven varsler en »ungdomskrise«, hvor endnu færre får en ungdomsuddannelse, og det bliver endnu sværere for unge at få et job fremover. Eksempelvis »nedjusterer« regeringen antallet af skolepraktikpladser med 1500. Det er et enormt ressourcespild, at unge ikke får lov til at færdiggøre deres uddannelse. De vil gerne, men får ikke lov, siger Lasse Hjort fra 3F.

Han har noteret sig, at regeringen samtidig giver de unge et løfte om, at man vil arbejde for at skabe 5000 nye praktikpladser ude i virksomhederne, men vil gerne se det ført ud i livet, før han klapper.

Den 1. juli i år stod 8557 unge uden praktikplads, og kunne derfor ikke komme i gang med anden halvdel af deres erhvervsuddannelse. Det er 40 procent flere end på samme tidspunkt sidste år.

I finanslovsforslaget kalkulerer regeringen også med at spare i alt fem milliarder kroner på SU og førtidspension. Hvordan, der skal skæres i SU’en, bliver først forhandlet på plads i efteråret. Men blandt de ideer, som ligger på regeringens skrivebord, er, at studerende kun skal have SU i fire år (mod seks i dag) på lange, videregående uddannelser.

Også problemet med den høje ungdomsarbejdsløshed bekymrer de tre unge. I første kvartal af 2010 oplevede 69.782 unge under 30 år at være arbejdsløse. Arbejdsløsheden blandt de 16-24 årige var næsten dobbelt så stor som blandt de 40-49 årige.

Flyvende start
De unges initiativ har fået en flyvende start: Hjemmesiden www.ungetaransvar.dk var ikke engang 24 timer gammel, før 1800 unge havde meldt sig som fans på Facebook.

Dagen efter aktionerede de unge i Folketinget: Mens politikerne førstebehandlede regeringens finanslovsforslag, gav de unge karakterer til politikerne fra tilhørerpladserne. Og der var ikke noget at prale af. Regeringen dumpede.

De unge har et håb om, at en nye regering med S og SF vil være mere lydhør. De har med tilfredshed konstateret, at S og SF lægger op til at give garanti for praktikpladser og har lovet at sætte loft over klassekvotienterne, når de kommer i regering. Men de understreger, at der vil blive stillet krav, uanset om statsministeren hedder Lars Løkke eller Helle Thorning. Det er en anden politik, de unge slås for.

– Vores krav gælder uanset, om regeringen er blå eller rød. Så længe de unges problemer ikke er løst, så længe vil vi kæmpe for dem, gør Johanne Stenstrup det klart. Hun er formand for Erhvervsskolernes Elev-Organisation (EEO) HTX-udvalg.

Ved siden af hende nikker Frederik Gjørup Nielsen.

– Vi vil føre den samme kamp, indtil ungdommens problemer bliver løst. Så længe problemerne er der, vil de kunne mærkes af de unge, uanset hvem der sidder i regering. Derfor vi vil forsøge at presse alle siddende regeringer for at få vores krav igennem, siger han og tilføjer:

– Vi skal fastholde S og SF på de løfter, de har givet. Og vi skal fremtvinge flere løfter – eksempelvis mangler vi stadig en garanti for, at der ikke vil blive skåret i SU’en.

På et ungdomstopmøde lørdag den 18. september i Odense vil de unge arbejde på at finde fælles løsninger og give ungdommens bud på, hvordan der kommer flere praktikpladser, hvordan der kan skaffes arbejde til de mange arbejdsløse unge, hvordan den offentlige trafik kan forbedres og så videre. Herefter vil de unges løsninger blive overrakt til politikerne på Christiansborg. De håber at ikke mindst oppositionen vil tage ideerne til sig.

I offensiven
De unge vil ikke lade sig nøje med, at politikerne dropper nedskæringerne på uddannelserne. Der skal også forbedringer på bordet.

– Vi vil bruge vores ungdomstopmøde i Odense til at komme i offensiven. Her vil vi sammen komme med ideer til, hvordan vi kan løse de problemer, vi står i, med massiv ungdomsarbejdsløshed, mangel på praktikpladser, truslerne mod SU’en og nedskæringer på uddannelser generelt. Vores løsninger skal skrives sammen til en »Ungdomspakke«, som vi vil præsentere for politikerne, fortæller Lasse Hjort.

Også Johanne Stenstrup glæder sig til møde andre unge – og for alvor sætte en dagsorden, i stedet for bare at forsvare sig imod forringelser.

– På den ene side er der nogle konkrete punkter i regeringens finanslovsforslag, som vi kræver trukket tilbage. Men på den anden side har vi også nogle offensive krav til forbedringer, som vi håber på, en ny regering vil tage til sig, fortæller Johanne Stenstrup.

Skulder ved skulder
Det er ingen tilfældighed, at Unge ta’r ansvar samler stort set alle organisationer på uddannelsesområdet og de faglige ungdomsforbund:

– Det er altid en styrke at stå samlet. Da gymnasieeleverne protesterede over nedskæringer på deres uddannelse, lykkedes det dem faktisk at få nogle flere penge. Men senere viste det sig, at regeringen bare tog pengene fra erhvervsskoleeleverne. Det duer jo ikke. Vi skal ikke bare flytte rundt på aben, understreger Lasse Hjort.

Han uddyber:

– Denne gang gælder det om at sikre en generel opprioritering af ungdommens krav. Det er ikke en fair løsning bare at flytte rundt på nogle penge og omfordele blandt ungdommen. Det vil vi ikke acceptere. Derfor er vi nødt til at holde sammen.

De unge er blevet enige om fem, overordnede krav: Drop forringelser af SU’en. Drop nedskæringer i uddannelse. Praktikpladser nu. Nej til ungdomsarbejdsløshed. Uddannelse til alle.

Det er oplagt, at ungdommen arbejder sammen og stiller fælles krav, mener de tre:

– En stor del af nedskæringer rammer jo alle unge – uanset om de er arbejdsløse, mangler praktikplads, har arbejde eller er gymnasieelev: »Ungdomskrisen« er gennemgående, uanset hvor du befinder dig, mener Frederik Gjørup Nielsen.

Lokale netværk
Nu skal kampagnen bredes ud lokalt til det enkelte gymnasie, tekniske skole, den enkelte unge arbejdsløse, den unge der mangler en praktikplads og så videre.

Fra Unge ta’r ansvars hovedkvarteret i Fiolstræde i hjertet af København er telefonerne rødglødende af indrapporteringer fra elever, der vil holde morgensamlinger og dele flyers ud i frikvartererne for at få deres kammerater med til demonstration og ungdomstopmøde.

Der er dannet lokale netværk i landets syv regioner. De er nu i gang med at mobilisere til demonstrationerne på Folketingets åbningsdag og finde på lokale aktiviteter.

– Det er helt afgørende, at vi får bredt kampagnen ud lokalt. Det vil vi gøre ved at give de lokale unge medejerskab. Vores fem krav favner bredt, så de kan tilpasses lokalt, mener Frederik Gjørup Nielsen.

Dén ide har de allerede taget til sig i Aalborg:

– Her er aktive fra Unge ta’r ansvar i gang med at sætte fokus på, at 125 unge studerende er blevet indlogeret på vandrehjem, fordi kommunen ikke kan leve op til den boliggaranti, man har lovet, fortæller Johanne Stenstrup.

– Vi skal synliggøre, hvor regeringen skærer ned, skabe bevidsthed blandt de unge og aktivere dem, så vi sammen kan presse politikerne til at levere resultater, tilføjer hun.

Også i København er det oplagt at sætte fokus på boligproblemerne, mener de tre unge aktivister. I de mindre byer i provinsen er der brug for at protestere mod de store nedskæringer på den kollektive transport.

– Regeringens nedskæringer på uddannelse kommer oveni nedskæringer på den offentlige transport, der betyder færre afgange og mindre dækning lokalt. Herudover skæres der også i satspuljen, der sikrer hjælp til unge med særlige behov – eksempelvis unge fra en socialt belastet baggrund eller unge med læsevanskeligheder. Tilsammen udgør alle disse nedskæringer en ubehagelig cocktail overfor ungdommen, og det bliver endnu sværere for især udsatte unge at gennemføre en ungdomsuddannelse, advarer Lasse Hjort.

Det er meningen, at Unge ta’r ansvar-kampagnen skal kunne fortsætte efter demonstrationen den 5. oktober.

– Vi skal skabe lokale, politiske fællesskaber, som kan give kampagnen fortsat liv. Det lokale arbejde bliver omdrejningspunktet. Vi har ikke sat nogen slutdato på kampagnen. Den stopper når vi har fået opfyldt vores krav, fortæller Frederik Gjørup Nielsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. sep. 2010 - 10:41   03. sep. 2012 - 12:41

Indland