Helle Thorning-Schmidt rakte hånden frem til både erhvervslivet og De Radikale på Socialdemokraternes kongres i weekenden.
SF-formand Villy Søvndal fik blomster, da han i søndags talte til Socialdemokraterne i Aalborg. Og til vennerne i de Radikale sendte S-formand Helle Thorning-Schmidt varme hilsener i sin beretning til kongressen:
– I er altid parate til at tage ansvar. Og derfor vil I altid være velkomne i en socialdemokratisk ledet regering.
Til gengæld var der ikke ét ord om Enhedslisten under den to dage lange kongres, hvor det altafgørende tema var forberedelsen af den kommende valgkamp.
Det burde der måske have været. Ifølge en ny meningsmåling, som A&B Analyse har foretaget for Altinget.dk, foretrækker 56 procent af S og SF’s vælgere, at De Radikale bliver holdt ude af en ny regering, mens 36 procent helst ser, at partiet kommer med i en S-SF regering.
Det ser Per Clausen, gruppeformand for Enhedslisten, både som en afvisning af De Radikales angreb på efterlønnen og en afvisning af partiets modstand mod en hårdere beskatning af de rige og erhvervslivet.
– Partiledelserne i Socialdemokratiet og SF må gøre det helt klart, at de fastholder den klare velfærdslinje, siger Per Clausen og advarer Helle Thorning-Schmidt mod at sælge ud af sine synspunkter for at få de borgerlige partier med i et samarbejde efter valget eller for at fedte for erhvervslivets top.
Helle Thorning-Schmidt understregede i sin beretning til kongressen, at en kommende S-SF-regering ikke vil føre blokpolitik:
– Jeg ønsker at lede en regering, der arbejder for hele Danmark. Hver dag. Vi erstatter ikke en dødssyg blokpolitik med en ny blokpolitik.
Og hun appellerede specielt til erhvervslivet:
Vi ved, at vækst og velstand skabes af virksomhederne og lønmodtagerne – ikke af politikerne. Men vi ved også, at markedskræfterne ikke løser problemerne af sig selv. Nøglen til vækst og fremgang ligger i samarbejde. På tværs af traditionelle modsætninger. Det er den særlige danske vej til vækst og beskæftigelse, sagde Helle Thorning-Schmidt.
Inden partiformanden aflagde sin beretning, sendte hun i øvrigt en særlig hilsen til de danske soldater i Afghanistan:
– I skal vide, at vi tænker på jer... Vi er jer dybt taknemmelige for jeres indsats for Danmark.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278