Nu kommer også kritikerne af terrorlovene til orde. Folketingets Retsudvalg afholder åben høring.
Folketingets Retsudvalg besluttede torsdag aften, at der inden for de næste par måneder skal afholdes en grundig offentlig høring om terrorlovgivningen.
Som omtalt i Arbejderen i går har Justitsministeriet tidligere denne måned udsendte sin egen evaluering af terrorlovene, der slår fast, at der efter ministeriets opfattelse ikke er grund til at overveje ændringer ud fra retssikkerhedsmæssige hensyn.
I evalueringen har Justitsministeriet udelukkende hørt PETog rigspolitiet. En række jurister – lige fra Cepos, en juraekspert på Københavns Universitet og Advokatrådet til Retspolitisk Forening – har kritiseret Justitsministeriets evaluering af terrorlovene.
Socialdemokraternes retsordfører, Karen Hækkerup, skal nu sammen med Dansk Folkepartis retsordfører og formand for Retsudvalget, Peter Skaarup, strikke et program for høringen sammen.
– Jeg har et bredt og åbent sind. Jeg går ind for, at vi får flere forskellige holdninger med i panelet – herunder også dem, der til daglig arbejder med terrorlovene, eksempelvis forsvarsadvokater, siger Karen Hækkerup til Arbejderen.
Man skal dog ikke gøre sig nogle forhåbninger om, at Retsudvalgets konference gør op mod de eksisterende terrorlove:
– Jeg håber på, at konferencen munder ud i, at vi bliver endnu bedre til at lave fremtidige love. Jeg har ikke på forhånd nogle paragraffer, som jeg vil have fjernet ud af de eksisterende terrorlove, uddyber Karen Hækkerup.
Det er otte år siden de første terrorlove blev indført i Danmark.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278