Netop nu er 25.000 unge samlet til demonstration på Råshuspladsen. I løbet af dagen har de holdt debatmøder med ungdomspolitikere og malet bannere.
![](http://old2010.arbejderen.dk/sites/arbejderen.dk/files/imagecache/aef_image_story_image_example/imagecache/aef_image_original_format/03A-elevprolille.jpg)
Eleverne på 27 gymnasier fordelt over hele landet har her til morgen nedlagt undervisningen for at byde politikerne velkommen tilbage på sommerferie.
– Vores mål er at råbe Christiansborg-politikerne op. De kan nemlig stadig nå at trække deres besparelser tilbage. Det er derfor, vi demonstrerer, og det er derfor, vi markerer vores utilfredshed dagen igennem ved for eksempel at nedlægge undervisningen, fortæller talsperson for Unge Ta’r Ansvar, Frederik Gjørup Nielsen.
Unge Ta’r Ansvar er en bred alliance af både elev- og studenterorganisationer, den unge fagbevægelse og organisationer som Sammenslutningen af Unge Med Handicap, Operation Dagsværk, Unge for ligeværd og børne- og ungdomsorganisationen DUI - LEG og VIRKE.
I Sønderborg, Århus, Horsens, Odder, Nyborg, Odense, Svendborg, Køge, Gladsaxe, Avedøre og på en række gymnasier i hovedstaden er undervisningen nedlagt.
Flere af gymnasierne er både blokeret og besat af eleverne.
– Vi har malet bannere, »Ned med den nye finanslov – vi har også vores behov«. Vi har spillet Unge Ta’r Ansvars uddannelsesspil for at se, hvor heldig en ung i dag skal være for at få en videregående uddannelse. Og vi har leget stoleleg for at vise, at der er alt for mange elever i klassene, fortæller 18-årige Eva Carmen Finnerup fra Rysensteen Gymnasium i København til Arbejderen.
Men hun må hurtigt videre – om lidt starter en paneldebat med repræsentanter for Folketingets ungdomspartier, der skal fortælle om, hvad de mener om kravene fra Unge Ta’r Ansvar.
I Århus har også htx-eleverne nedlagt undervisningen: »Lukket på grund af nedskæringer« og »I beskærer – vi blokerer« er elevernes budskaber på de store bannere, som er hængt op på skolen.
Midt under de unges besættelser og blokader kommer de første meldinger om statsministerens åbningstale: Lars Løkke vil fjerne al økonomisk støtte til unge hjemmeboende under 20 år i uddannelse.
– Vi har lige fået det at vide. Nu er folk bare endnu mere tændte efter at komme til demonstration. Der er stor opbakning blandt eleverne. Ud af de 280 elever, som går på skolen, er cirka 200 kommet for at støtte op. Vi er især trætte af, at op mod ti procent af undervisningen foregår uden lærer. Det rammer skævt, fordi udsatte elever fra ikke-boglige hjem ikke kan få hjælp hjemmefra, fortæller 18-årige htx-studerende i Århus, Christian Rosendal Træholt.
I København, i Odense, i Sønderborg, Århus og Aalborg mødes elever fra lokale tekniske skoler, gymnasier, lærerstuderende, pædagogstuderende, universitetsstuderende og kokkeelever netop nu med fagligt aktive unge og unge arbejdsløse for at demonstrere for flere praktikpladser, mod ungdomsarbejdsløshed, nedskæringer på uddannelse og for uddannelse til alle.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278