11 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Opposition kræver kulegravning

Opposition kræver kulegravning

Fredag, 08. oktober, 2010, 11:14:45

Venstre afviser fortsat, at privathospitalerne har fået overbetaling. Sagen optog hovedparten af gårsdagens åbningsdebat i Folketinget.

Opposition kræver kulegravning
Der har bestemt ikke fundet nogen overbetaling sted af privathospitalerne. Peter Christensen. Venstres ordfører

Der skal nedsættes en uvildig kommission, som skal undersøge hele forløbet omkring overbetaling af privathospitalerne.

Sådan lød et beslutningsforslag fra Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og Radikale, der blev fremlagt under gårsdagens maratonlange åbningsdebat i Folketinget.

Sagen om privathospitalerne kom til at fylde rigtig meget i debatten. Venstres ordfører blev bestormet med spørgsmål fra oppositionen efter den seneste tids afsløringer i sagen. I går kom det yderligere frem, at tidligere sundhedsminister Jacob Axel Nielsen har løjet i et samråd og sagt, at Sundhedsministeriet ikke havde en rapport om betaling til privathospitalerne, selvom den for længst var færdig. Tidligere er det blandt andet kommet frem, at sundhedsministeren afviste at aflevere rapporten, da Rigsrevisionen bad om det, og at Lene Espersen har givet et forkert svar i Folketinget om sagen.

– I øjeblikket kommer der hele tiden nye oplysninger i sagen. Vi hopper fra tue til tue, fra samråd til samråd. Det ville klæde folkestyret, at vi blev enige om en undersøgelse af sagen her i dag, sagde Henrik Dam Kristensen fra Socialdemokraterne under gårsdagens debat.

Men regeringen og Dansk Folkeparti afviste pure, at der er noget som helst at undersøge.

– Forløbet står efter min mening meget klart. Jeg ser ingen grund til en undersøgelse, sagde Peter Christensen, Venstres ordfører.

Trods undersøgelserne fra Rigsrevisionen og fra Sundhedsministeriet selv afviser han totalt, at der har været tale om en overbetaling af privathospitalerne.

– Der har bestemt ikke fundet nogen overbetaling sted, understregede Venstres ordfører den ene gang efter den anden.

Han henviste til, at Folketinget havde vedtaget en lov om det udvidede frie sygehusvalg, hvor patienten kan vælge behandling på privathospital ved for lang ventetid i det offentlige. For at få privathospitalerne med på at lave det store antal operationer for det offentlige var man ifølge Peter Christensen nødt til at lægge det prisniveau, der siden er blevet kritiseret.

– Regeringen er ude i søforklaringer for at komme udenom det faktum, at man har forgyldt privathospitalerne frem for at bruge pengene på at forbedre det offentlige sygehusvæsen. Regeringen har bygget et absurd system op. Man kan jo bare snakke med de personer, der er blevet fyret i det offentlige sygehusvæsen for at behandle for mange patienter, sagde Astrid Krag fra SF.

Regeringen afviste totalt, at det offentlige kunne have klaret opgaven, hvis de havde fået de penge, som i stedet blev postet i privathospitalerne.

– Vi kunne ikke have fået flere operationer ved at bevare ressourcerne hos de offentlige sygehuse, erklærede Peter Christensen.

Afstemningen om beslutningsforslaget havde ikke fundet sted ved Arbejderens deadline i går.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. okt. 2010 - 11:14   03. sep. 2012 - 12:41

Indland