Verdens største våbenfirma har læst Arbejderens afsløringer af deres medvirken til klyngebombeproduktion »med interesse«.
Bethesda, Maryland i USA. Herfra spinder verdens største våbenfirma, Lockheed Martin, sine verdensomspændende tråde af lobbyister og våbenproduktion, som beskæftiger 140.000 ansatte.
Og herfra har firmaet nu rettet sigtekornet mod Arbejderens redaktion i København.
Forrige uge blev det lille røde dagblad ringet op af PR-selskabet PrimeTime Kommunikation, som er ansat af Lockheed Martin til at holde øje med alt, hvad danskerne diskuterer om firmaet.
Våbengiganten har, fortæller PrimeTime Kommunikation, læst Arbejderens afsløring af Lockheed Martins medvirken til klyngebombe-produktion »med interesse«.
– Vi følger med i, hvad der foregår herhjemme omkring køb af nye jagerfly. Vi overvåger medierne, læser i de danske aviser om, hvad der bliver sagt om Lockheed Martin og om køb af de nye jagerfly, siger fortæller PR-selskabets direktør, Peter Sterup.
Staten investerer mindst 500 millioner kroner i Lockheed Martins udvikling af de nye, højteknologiske bombefly, Joint Strike Fighter, som er favorit til at erstatte flyvevåbenets nuværende F-16 fly.
Efter Arbejderens artikler ringede PrimeTime Kommunikation for at tilbyde os et interview med våbengiganten.
Det har vi naturligvis sagt ja tak til.
Samtidig blev vi for to uger siden lovet en kommentar til sagen fra forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V).
Men trods løfterne venter vi nu på tredje uge på at få ministeren i tale.
Vores spørgsmål om statens investeringer i Lockheed Martin har nemlig, ifølge ministerens pressechef, vist sig at være »mere komplicerede« end først antaget.
Og her bliver historien rigtig speget.
For Lockheed Martin kender åbenbart til Arbejderens korrespondance med forsvarsministeriets pressechef, og nu vil våbengiganten alligevel ikke give os det interview, som de selv har foreslået, før end ministeren har fundet ud af, hvad hun skal svare på vores spørgsmål.
Vi vil også rigtig gerne høre Gitte Lillelund Bechs svar, og lover vores læsere at rykke for dem dagligt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278