Ny bog kortlægger den højreekstreme fodbold-hooligangruppe White Pride: Igennem otte måneder har en 21-årig kvinde infiltreret det racistiske miljø i Århus.
![](http://old2010.arbejderen.dk/sites/arbejderen.dk/files/imagecache/aef_image_story_image_example/imagecache/aef_image_original_format/nazi_m16.jpg)
Flere af de danske soldater, der slås i Afghanistan og andre steder i verden, er samtidig aktive højreekstremister.
Det fremgår af den nye bog, Forklædt som nazist, som udkommer på Informations forlag i morgen.
Bogen er skrevet af 21-årige Charlotte Johannsen, som igennem otte måneder har infiltreret den højreekstreme hooligangruppe White Pride, der holder med den århusianske fodboldklub AFG.
På de 259 sider bliver det blandt andet afsløret, at flere højreekstremister enten har været eller netop nu er i krig Afghanistan. Eksempelvis kan man læse om en Afghanistan-veteran, der er medlem af det racistiske netværk Vederfølner, samt en kvindelig konstabel på vej til Afghanistan, der heiler på det lokale stamværtshus.
Og det er ikke et enkeltstående tilfælde, viser oplysninger fra researchgruppen Redox, der har samarbejdet med Charlotte Johannsen om bogen. Redox har kendskab til mindst syv tilfælde, hvor organiserede nazister og racister har været udsendt til Afghanistan, Irak eller Kosovo.
– Det er blevet et statussymbol i højreekstremistiske kredse at blive udsendt for hæren, siger talsmand for Redox, Jonas Jensen, til Information.
Charlotte Johannsen besluttede sig for at infiltrere White Pride, da hendes gode ven Olivier i september 2008 blev overfaldet og tæsket af medlemmer fra White Pride.
I bogen beskriver hun hvordan White Pride rekrutterer helt almindelige fodboldglade drenge, der langsomt bliver politisk radikaliserede.
– Den racistiske og ideologiske overbygning adskiller White Pride fra de fleste andre danske hooliganfraktioner. White Prides vold er politisk. Vreden er ikke tilfældig, men målrettet. Hadet ikke grundløst, men funderet i en forestilling om den hvide races overlegenhed, siger Charlotte Johannsen til Information.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278