11 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tortur-ansvar skal frem i lyset

Tortur-ansvar skal frem i lyset

Tirsdag, 26. oktober, 2010, 10:50:28

Danske soldater har – i langt større omfang end hidtil oplyst – deltaget i aktioner, hvor irakere blev taget til fange og udleveret til tortur-politi.

Tortur-ansvar skal frem i lyset
Sgt. Sean Kimmons / www.army.mil
Amerikanske soldater udspørger en ung irakisk tilbageholdt mand i Kirkuk i Irak.

Har Danmark et medansvar for, at irakiske fanger er blevet udsat for tortur i Irak?

Det kræver Enhedslistens forsvarsordfører Frank Aaen nu forsvarsministerens forklaring på.

– Hvis Danmark har et medansvar for, at fanger er blevet udsat for tortur og mishandling i Irak, er det meget alvorligt. Derfor må forsvarsministeren nu redegøre for sagen, siger Frank Aaen.

Han har kaldt forsvarsministeren i samråd, efter at hjemmesiden WikiLeaks har offentliggjort 391.832 hemmeligtstemplede dokumenter om Irak-krigen. Flere af de lækkede dokumenter afslører, at danske soldater har deltaget i operationer, hvor mindst 95 personer blev taget til fange. Heraf blev mindst 62 overladt til de irakiske myndigheder – på trods af at flere af de lækkede papirer indeholder beretninger fra koalitionsstyrkerne om, hvordan det irakiske politi torturerer fanger.

Tidligere har Forsvarsministeriet overfor Folketinget oplyst, at den danske bataljon i Irak kun har tilbageholdt 21 personer i 2004 og 2005.

WikiLeaks afsløringer viser samtidig, at de danske styrker havde britiske eller amerikanske tropper med på aktionerne – for at undgå at stå med det folkeretlige ansvar for fangerne.

– Man har simpelthen taget et par britiske soldater med på de danske operationer og vupti, så kunne man opgøre dem som britiske fanger. Jeg synes det er et nyt eksempel på den kreativitet, som findes i forsvaret, når det drejer som om at omgå reglerne og tilbageholde information for offentligheden, uddyber Frank Aaen.

Ifølge Claus Juul, jurist hos Amnesty International, kan de danske styrker ikke frasige sig et ansvar:

– Vi kan ikke bare sige, at ansvaret ligger hos »de andre«, fordi vi kun har udført støttefunktioner, for eksempel afskærmet et område, hvorefter andre, briter eller irakere, har foretaget arrestationerne. Det svarer til at sige, at den chauffør, der kører bilen for en gruppe bankrøvere, ikke er medskyldig i forbrydelsen, siger Claus Juul.

En dansk soldat, der har været udsendt til Irak to gange, fortæller til TVAvisen at han har kendskab til, at danske soldater har været med til at udlevere fanger til irakisk politi, som efterfølgende er blevet tortureret og dræbt.

Det danske militær er gået i gang med at gennemgå de lækkede dokumenter, og ønsker ikke at kommentere de enkelte dokumenter, før alt materialet er gennemgået.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. okt. 2010 - 10:50   03. sep. 2012 - 12:41

Indland