Hvis du pludselig går rundt på en hel sort gade med skraldesække over lygtepælene – så er det måske Unge Ta’r Ansvar, der har været på spil…
Når politikerne i næste måned mødes i Undervisningsministeriet for at forhandle om nedskæringer, kommer det til at ske til lyden af en masse vrede unge.
100 elever og studerende fra en lang række uddannelser var mandag aften samlet til stormøde i kampagnen Unge Ta’r Ansvar. Her besluttede de at gå på gaden, når partierne bag SU-forliget skal tage stilling til, om SU’en skal afskaffes for hjemmeboende unge under 20 år.
– Vi vil sætte fokus på ungdommens vilkår i dag med ungdomsarbejdsløshed, mangel på praktikpladser og så videre. Målet er at aktivere en masse unge. Demokrati er ikke kun at sætte et kryds hvert fjerde år, siger Victoria Risbjerg til Arbejderen.
Hun er aktiv i Unge Ta’r Ansvar og formand for HK Ungdom Hovedstaden.
Unge Ta’r Ansvar samler en lang række faglige ungdomsorganisationer og uddannelsesbevægelser. Den femte oktober samlede netværket tusindvis af unge til demonstrationer i landets største byer i protest mod finanslovens nedskæringer.
Men de unges fantasi og kreative ideer stopper ikke med demonstrationer: Hvis du pludselig går rundt på en hel sort gade med skraldesække over lygtepælene og møder et budskab om ungdommens sorte fremtid, så er det måske Unge Ta’rAnsvar, der har været på spil.
– Demonstrationen den femte oktober var kun startskuddet. Vi fortsætter indtil vi har fået vores krav igennem, siger Victoria Risbjerg.
– Vi overvejer også at sætte fokus på de private jobcentre, som tjener på den høje ungdomsarbejdsløshed. En idé er at lave et Cirkus Jobcenter og jonglere med meningsløse kurser, uddyber hun.
På stormødet besluttede de unge at mødes allerede igen i dag, for at diskutere, hvordan de mange idéer kan omsættes til handling.
Det sker klokken 16 i Fiolstræde 10 i København hos Studenterrådet ved Københavns Universitet.
– Alle der vil være aktive er meget velkomne, opfordrer Victoria Risbjerg.
Også i resten af landet vil aktive i Unge Ta’rAnsvar nu debattere, hvordan de kan sætte de unges krav på dagsordenen lokalt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278