05 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fregatter sejler i USA’s tjeneste

Fregatter sejler i USA’s tjeneste

Lørdag, 06. november, 2010, 09:54:46

De danske krigsskibe bliver en brik i USA’s og NATO’s aggressive militære strategi, advarer fredsforsker.

Krigsskibe sejler i USA’s tjeneste
Bille
De danske skibe skal kunne bidrage til missilskjoldet, som er det mest destabiliserende militære tiltag vi har haft siden 1945, mener Jan Øberg, freds- og konfliktforsker.

Når danske skibsværftsarbejdere netop nu er i gang med at bygge krigsskibe, der kan indgå i USA’s missilskjold, skal det ses som et led i Vestens strategiske oprustning på det militære område.

Det påpeger freds- og konfliktforsker Jan Øberg, der er leder af Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning (TFF) i Lund.

– Missilskjoldet er det mest destabiliserende militære tiltag, vi har haft siden 1945. Hvis det kommer til at virke som planlagt vil det betyde, at USA og den vestlige verden kan affyre missiler uden selv at frygte at blive ramt. Det vil øge tilbøjeligheden til at starte et angreb, konstaterer han.

De nye danske krigsskibe skal udrustes, så de kan affyre krydsermissiler og missiler, der kan indgå i det nye missilskjold, som NATO på USA’s opfordring ventes at beslutte som et fælles projekt på NATO-topmødet den 19. og 20. november.

– Det er et signal om, at Danmark er ved at indrette sig på NATO’s nye strategi. Der er åbenbart ingen grænser for, hvor mange krige og konflikter man planlægger, at Danmark skal deltage i for fremtiden, siger Jørgen Petersen, der er formand for Kommunistisk Parti.

I 1999 udvidede NATO sit virke, så militæralliancen kan føre krig uden for det nordatlantiske område. Skjoldet er en videreudvikling af den beslutning.

Det består af missilbatterier, som er opstillet strategisk rundt om USA og Vesteuropa for at kunne skyde indkommende missiler ned. Danmark deltager allerede med en radar til at opspore indkommende missiler, som er opstillet på Grønland.

– USA og NATO hævder, at skjoldet er et forsvar, men det sikrer i virkeligheden, at USA kan skyde sine militære positioner frem i verden. Tænk hvis Rusland ønskede at opstille missiler for at beskytte sig mod USA i Danmark eller Cuba, siger Jan Øberg.

Jørgen Petersen advarer om, at næste skridt bliver, at regeringen også lader millionerne rulle for at købe de pågældende missiler og beklager, at Socialdemokraterne og SF ikke har taget afstand fra projektet.

– Det er jo det rene vanvid at bruge fem milliarder kroner på nye krigsskibe, mens der fyres tusinder af skolelærere og plejepersonale over hele landet på grund af besparelser. Forsvaret er det eneste ministerium hvor der ikke skæres ned i øjeblikket, konstaterer han.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. nov. 2010 - 09:54   03. sep. 2012 - 12:42

Indland