Svensk tv mener, at en dansk agent højst sandsynligt har været med til at udlevere flygtning til tortur.
Frank Aaen fra Enhedslisten kræver en redegørelse fra justitsminister Lars Barfod i sagen om den danske agent med dæknavnet »Maja«.
Den svenske tv-station SVT har afdækket den spegede sag om formodet tortur mod en svensk statsborger og om samarbejde mellem svensk og udenlandske efterretningstjenester.
Det er kommet frem, at »Maja« muligvis har deltaget i en fælles dansk-svensk operation, som endte med at en palæstinensisk flygtning blev tortureret i Libanon.
En svensk og den formodede danske efterretningsagent har angiveligt overtalt en svensk statsborger af palæstinensisk oprindelse til at rejse med til Libanon og lade sig afhøre af libanesisk sikkerhedspoliti. Det førte til 17 dages indespærring med voldsom tortur.
– Hvis der er hold i det, der er kommet frem i svenske medier, så er det en meget alvorlig sag. Jeg har derfor bedt ministeren om at be- eller afkræfte, om en dansk agent har medvirket i en sådan operation, siger Frank Aaen.
Han føler sig nødsaget til at drage ministeren ind i sagen, fordi Politiets Efterretningstjeneste nægter at udtale sig.
– Det er ikke første gang, at den danske efterretningstjeneste er i søgelyset i sager om såkaldt tortur-hæleri, hvor man samarbejder med efterretningstjenester i Mellemøsten, og bruger oplysninger indhentet ved tortur. Hvis det er det, der er sket, så er det totalt uacceptabelt, erklærer Frank Aaen.
I SVT-programmet afspillede man en båndoptagelse med »Maja«. På båndet taler hun svensk, men journalisten oplyser, at hun har talt dansk under en anden samtale.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278