I Århus blev et borgermøde om budget 2011 til et idémøde med inspirationsoplæg og workshops. Et ganske overflødigt møde, mener Annie Schacht fra FOA.
At en robotstøvsuger og en lift er eksempler på ny teknologi, som kan aflaste arbejdet i ældresektoren, er der vel næppe tvivl om.
Eller at trivsel og sygefravær hænger uløseligt sammen og er noget, enhver arbejdsplads bør forholde sig til, er der vel næppe heller tvivl om.
Begge dele var elementer i to af de »inspirationsoplæg«, som borgerne i Århus måtte bruge en time på, da der var indkaldt til borgermøde – eller »idemøde«, som byrådet kaldte det – i denne uge om de kommende fire års budget.
Efter den første times inspiration kunne århusianerne deltage i ti forskellige workshops, alt sammen med det formål at komme med forslag til besparelser.
Mødet var en del en noget usædvanlig budgetproces i Århus, hvor der skal spares 362 millioner kroner årligt de kommende fire år.
Rammen – de 362 millioner kroner – blev vedtaget af alle medlemmer af byrådet bortset fra Enhedslisten den 7. oktober. Men i stedet for at gøre budgettet færdigt og fastlægge besparelserne vedtog byrådet, at der skulle være en proces med en »omfattende inddragelse af medarbejdere og gode muligheder for borgerne til at deltage i den demokratiske proces ved at aflevere forslag til besparelser«.
Til formålet er der oprettet en hjemmeside, sammenomaarhus.dk, hvor århusianerne kan indsende forslag til besparelser. Først den 3. januar kommer et færdigt budget, som sendes i høring.
Overflødigt møde
Annie Schacht, formand for Social- og Sundhedsassistentklubben i FOA-Århus, deltog i mødet, og hun synes det er så som så med den demokratiske proces:
– Det var et ganske overflødigt møde. Det skulle foregive at give borgerindflydelse, men på mig virker det som skindemokrati, siger hun til Arbejderen.
– Jeg kom til mødet for at deltage i en debat og få indflydelse, men det var der slet ikke lagt op til. Det var en meget styret proces. Man lagde ud med fire oplæg og vi måtte ikke stille kritiske spørgsmål, men kun opklarende.
– Det virkede mest af alt, som om mødet skulle bruges til, at borgmesteren kan gå ud og sige, at besparelserne er sket i samråd med borgerne. Det vil jeg ikke deltage i, og derfor gik jeg efter første halvdel, siger Annie Schacht.
En tam affære
Heller ikke Forældrenævnets repræsentanter synes, at de fik noget ud af borgermødet.
– De fire oplæg var ret irrelevante for det som var mødets formål. I børne-ungeworkshoppen, hvor jeg deltog, blev det mere en opremsning af, hvilke spareforslag andre borgere havde lagt ind på hjemmesiden. Der var ingen dialog om godt og skidt. Og det er åbenlyst, at vi ikke kan flytte på lagkagestykkerne, besparelsen er fastsat. Det var sgu’ lidt en tam affære, faktisk, siger Morten Bowman, som er næstformand i Forældrenævnet.
Nævnet har påpeget, at kommunen har valgt en proces, hvor man er velkommen, hvis man har spareforslag og dem har man lang tid til at fremsætte. Men er man uenig med de spareforslag, som kommer fra Århus Kommune, så er forholdene noget anderledes.
– Høringsfasen er små 14 dage, der er første behandling af budgettet kun to dage inde i høringsfasen, og udvalgsbehandling og foretrædet for økonomiudvalget sker samme dag, som høringsfristen udløber. Der er ikke tid nok for forældrene til at skrive høringssvar, og der er ikke afsat tid til, at politikerne rent faktisk kan nå at læse høringssvarene.
– Som forælder i Århus kommune føler man sig i den grad sig sat uden for reel indflydelse, både i dagligdagen på grund af områdestrukturen og i særdeleshed i den her meget alvorlige og meget lidt gennemsigtige sparesag, hvor børnene igen står som mulige spareofre, siger Morten Bowman.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278