Protesterne mod giftskibet fortsætter, lover borgergruppe efter lørdagens store demonstration.
– Der har ikke været så mange mennesker på gaden i Nyborg siden alsangen under besættelsen.
Sådan lyder vurderingen fra Jens Ellegaard, talsmand for Nej til Toksiner i Nyborg.
Borgergruppen havde taget initiativ til en demonstration lørdag som samlede omkring 1000 mennesker. De protesterede mod miljøministerens ja til at transportere 6100 ton af den dødsensfarlige miljøgift HCB (hexaclorbenzen) fra Australien til Kommunekemi i Nyborg.
– Demonstrationen viste helt klart, at der er en stor folkelig modstand mod gifttransporten, mener Jens Ellegaard.
En række organisationer bakkede op om protesten. Blandt de optrædende var den grønlandske sanger Rasmus Lyberth og sangeren og lyrikeren Lars Fuhr, som begge gjorde stor lykke.
En af talerne var Socialdemokraternes miljøordfører Mette Gjerskov. Hun lovede, at en S-SF regering ikke vil tillade den slags gifttransporter.
Det forventes, at skibet i løbet af de kommende uger starter på de 20.000 kilometer lange tur fra Australien. Og står det til det australske firma Orica, der sender miljøgiften til destruktion på Kommunekemi, kommer der flere skibe. Firmaet meddelte i weekenden, at de håber på at få tilladelse til at sende endnu mere HCB til Nyborg.
– Vi stopper ikke protesterne, før det her er stoppet, lyder det fra Jens Ellegaard.
Han glæder sig over, at de store miljøorganisationer som Danmarks Naturfredningsforening, NOAH og Greenpeace bakkede op om demonstrationen.
– Vi overvejer, hvordan vi kan fortsætte protesterne sammen med de andre organisationer også i København, hvor Miljøministeriet er placeret, siger talsmanden.
Blandt overvejelserne er også en retssag. Borgerinitiativer har fundet ud af, at tilladelsen til at behandle HCB på Kommunekemi ikke er i orden. Tilladelsen fra Miljøcenter Odense tilbage i 2008 omhandler PCB men ikke det langt farligere stof HCB.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278