De grønne organisationer skal tænke sig om, inden de klager. Derfor indfører miljøminister nu et gebyr på 3000 kroner for at klage til Natur- og Miljøklagenævnet.
![](http://old2010.arbejderen.dk/sites/arbejderen.dk/files/imagecache/aef_image_story_image_example/imagecache/aef_image_original_format/03A-gebyrklag-205.jpg)
Regeringen vil lukke munden på grønne organisationer!
Sådan lyder advarslen fra Danmarks Naturfredningsforening.
Foreningen advarer mod, at demokratiet og naturbeskyttelsen vil lide et alvorligt knæk, hvis regeringen vedtager sin Finanslov for 2011. Med finansloven indføres et gebyr på 3000 kroner for at klage til Natur- og Miljøklagenævnet.
– Det er et forsøg på at lukke munden på os. Det viser med al tydelighed, at natur- og miljøbeskyttelsen ikke vægtes af regeringen, for det er netop vores natur vi ønsker at beskytte, når vi klager. Det er et demokratisk problem, og det vil forringe naturbeskyttelsen, siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen, til Arbejderen.
Hun påpeger, at efter kommunalreformen er de enste, der overvåger, om kommunerne lever op til lovgivningens krav om natur- og miljøbeskyttelse, de grønne organisationer.
– Amterne er væk, staten bruger ikke sin klageret, og nu vil man give os mundkurv på. Det er et reelt demokratisk problem. Forslaget er så voldsomt et angreb på civilsamfundets ret til at kigge myndighederne over skulderen, at vi er nødt til at efterprøve, om forslaget holder i forhold til vores lovbundne klageret på natur-, miljø og planområdet, uddyber Ella Maria Bisschop-Larsen.
Også Dansk Ornitologisk Forening, Det Økologiske Råd og Friluftsrådet advarer mod de nye gebyrer.
Miljøminister Karen Ellemann forklarer gebyret med, at det »skal få de grønne organisationer til at tænke sig om en ekstra gang, inden de klager«.
Naturfredningsforeningen fik i 2009 ret i 19 klager over husdyrloven og delvist ret i en sag af de i alt 20 sager, foreningen anlagde. Økologisk Råd fik samme år medhold i samtlige de 45 sager, der blev anlagt.
Enhedslistens miljøordfører, Per Clausen, har kaldt miljøministeren i samråd om gebyret.
Gebyret på grønne klager er endnu en ny indtægtskilde, som regeringen indfører med finansloven for 2011.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278