Dommerne var uenige, da de idømte to klimatalskvinder fængselsstraf. De dømte og deres forsvarer frygter for fremtidens demonstrationer.
Der var tårer og kram i Københavns Byret i går, da de to talspersoner for klimanetværket Climate Justice Action blev idømt fire måneders betinget fængsel.
– Vi risikerer, at folk ikke tør stå frem og forklare, hvorfor de demonstrerer. Det er et problem i et demokrati, hvor vi har en grundlovssikret ret til at demonstrere for at komme ud med et budskab. Det kan ikke været rigtigt at blive stillet til ansvar for andre folks handlinger, bare fordi du agerer talsperson for en bevægelse, sagde den ene af de to talspersoner, Tannie Nyboe, udenfor byretten efter dommen.
Hun mener, at politiet fra start har gået efter talspersonerne. Fire måneder før demonstrationen blev deres telefoner aflyttet.
De to talspersoner blev anholdt under den lovlige demonstration »Reclaim Power – Push for Climate Justice« den 16. december under klimatopmødet i København og varetægtsfængslet i seks dage.
Dommeren lagde vægt på, at de to havde talt ned fra ti til ét og råbt skub, på engelsk »Push«, til demonstranterne. Dommeren henviste til, at fire betjente overfor retten har forklaret, at de følte sig mast af demonstranterne.
Det var nok til, at de to talskvinder blev dømt for vold mod tjenestemand i funktion.
Herudover blev de dømt for hærværk, forstyrrelse af den offentlige ro og orden og ulovlig indtrængning.
Ingen kom til skade under demonstrationen den 16. december, og ingen demonstranter er efterfølgende blevet sigtet for noget.
De to klimatalskvinders forsvarer, Thorkild Høyer, er forundret over dommen:
– Det var en fredelig demonstration. Der skete ikke noget, andet end lidt skubben og masen. Med den her dom risikerer vi, at demonstranter vil optræde maskeret og anonymt næste gang, de vil arrangere en demonstration, siger han.
De tre dommere var ikke enige om dommen. Den ene mente, at de to skulle frifindes.
Anklageren derimod var ikke i tvivl:
– Jeg er tilfreds med dommen. Omkring 2000 mennesker skubbede på de to kvinders opfordring mod politifolkene. Flere af politifolkene følte sig i livsfare. Jeg kan ikke forestille mig, at vi anker dommen, lød det fra anklageren Jakob Buch-Jepsen.
Begge talskvinder overvejer til gengæld at anke dommen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278