04 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En halv million i timen

En halv million i timen

Onsdag, 01. december, 2010, 11:11:18

Grådigheden vandt fra start til slut, mener Poul Nyrup Rasmussen om kapitalfondenes hærgen de sidste fem år i TDC. I dag sættes virksomheden til salg.

I dag sætter de fem kapitalfonde, som står bag telekoncernen TDC, deres 210 millioner aktier til salg. I de sidste knap fem år har de lænset virksomheden for 47 milliarder kroner.
Ole Hartmann Schmidt/TDC

I dag sætter de fem kapitalfonde, som står bag telekoncernen TDC, deres 210 millioner aktier til salg.

Computerworld har regnet ud, at hvis kapitalfondene sælger deres aktier til den nuværende kurs på 48,3, kan de forlade selskabet med en indtjening på 22,6 milliarder kroner.

Det svarer til en fortjeneste på mere end 550.000 kroner i timen i de snart fem år, de har ejet TDC.

87 procent af TDC har siden 2006 været ejet af fem britisk-amerikanske kapitalfonde.

De har i de knap fem år haft travlt med at trimme telekoncernen. I dag er der omkring 5.000 færre ansatte i TDC, og en lang række udenlandske virksomheder er solgt fra.

Tilsammen har det gjort det muligt for kapitalfondene at trække 47,1 milliarder kroner ud af virksomheden i udbytte.

– Grådigheden vandt fra start til slut, siger den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen til Business.dk.

Han er i dag yderst kritisk over kapitalfondenes opkøb og påpeger, at selv om TDC i dag er en velfungerende virksomhed, bliver man nødt til at vurdere virksomheden ud fra det oprindelige potentiale.

– TDC havde potentiale til at blive en international koncern med stærke positioner i USA. TDC er nu reduceret til en velfungerende by i provinsen, som kunne have været meget større på beskæftigelse, omsætning og valutaindtjening, siger han.

Enhedslistens Frank Aaen synes at det store overskud, som kapitalfondene har taget ud af virksomheden, er noget svineri, som ikke mindst de ansatte har været med til at betale gennem de mange fyringer.

Enhedslisten har fra starten protesteret mod privatiseringen af det tidligere Tele Danmark, men mener at i dag er det løb desværre kørt.

– I stedet kunne man rulle et statsejet fibernet ud over hele landet. Staten har allerede en del af de fibernet, der er oprettet. Hvis man gjorde det landsdækkende, ville det give alle danskere adgang til højhastighedsinternet og det ville tage vinden ud af sejlene på de teleselskaber, som i øjeblikket scorer kasser, siger Frank Aaen til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. dec. 2010 - 11:11   03. sep. 2012 - 12:42

Indland