AE-rådet advarer om nedskæringer for 30 milliarder, efter at Venstre har bebudet offentlig nulvækst frem til 2020. FOA frygter for konsekvenserne.
Nulvækst frem til 2020. Sådan lyder regeringspartiet Venstres plan for den offentlige sektor, ifølge finansordfører Jacob Jensen.
Han vil udvide den nulvækst frem til 2014, der blev bebudet i regeringens genopretningsplan, med yderligere seks år.
– Med skattestoppet sagde vi:Nu har vi nået det maksimale niveau for skatterne. Den diciplinerende effekt, det har givet, vil vi overføre til den offentlige sektor, siger han til Børsen.
I går fremlagde finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) den seneste økonomiske redegørelse fra regeringen. Også han bebuder nulvækst i den offentlige sektor i »mange år fremover«.
– Det er tid til at stramme tøjlerne, så vi kommer ned på et normalt offentligt aktivitetsniveau igen, siger ministeren.
Hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd advarer chefanalytiker Martin Madsen om, at nulvækst frem til 2020 vil betyder velfærdsnedskæringer for 30 milliarder kroner. Det skyldes større udgifter til blandt andet det stigende antal ældre og at det private forbrug stadig stiger.
Regeringens signaler foruroliger fagforbundet FOA.
– Vi har i dette efterår set, hvad nulvækst indebærer. Det er klare nedskæringer i den håndholdte velfærd. I efteråret så vi kommuner forringe de ældres rengøring fra hver anden uge til hver tredje og hver fjerde uge. I en situation, hvor KL allerede nu bebuder 10.000 færre ansatte i 2011, og finansministeren bebuder strammere økonomiske tøjler, så er det foruroligende at tænke på, hvad det næste skridt bliver. Er det rengøring hver femte uge, hver sjette uge eller er der bare ingen rengøring overhovedet, spørger forbundsformand Dennis Kristensen.
Enhedslistens finanspolitiske ordfører, Frank Aaen, peger på, at regeringen, mens den vil skære i velfærden lægger op til vækst i det private forbrug på 2,2 procent.
– De rigeste skal have højere forbrug til biler, udlandsrejser osv., mens der skal skæres på hjemmehjælp, skoler og institutioner, konstaterer han.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278