Mange unge dropper ud fra uddannelser til sygeplejerske eller pædagog på grund af skævt forhold mellem teori og praksis.
Uddannelserne er for teoretiske. Det mener mange unge, der læser til sygeplejerske, socialrådgiver eller pædagog – de såkaldte professionsuddannelser. De studerende savner sammenhæng mellem den teori, de lærer i skolen, og den virkelighed, de møder, når de kommer ud i praktik.
– Det øger risikoen for, at de falder fra undervejs i studiet, siger forskningsleder i Anvendt Kommunalforskning, Torben Pilegaard Jensen. Han står bag en ny rapport, om hvad professionsuddannelserne kan gøre for at mindske frafaldet.
– Professionsuddannelserne er blevet unødigt boglige. Man har akademiseret uddannelserne. Derfor kan de ikke matche de forhold, som de studerende skal arbejde under ude i virkeligheden, siger Torben Pilgaard Jensen til Arbejderen.
Formand for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning Julie Asp Vonsild kan godt genkende problemet.
– Det er en trediedel af en årgang, der falder fra på vores uddannelse, fortæller hun til Arbejderen.
Torben Pilegaard Jensen peger på, at der bør sættes ind flere steder for at fastholde de studerende. Uddannelserne skal tilpasse undervisningen til den enkelte studerendes forudsætninger. Der skal skabes faste rammer og mål i undervisningen og bruges mere konkret demonstration frem for ren teoretisk undervisning.
– Det er vigtigt, at professionsuddannelserne ikke glemmer at fastholde en relevans for den funktion, som de studerende skal ud og varetage i samfundet, når de er færdige, siger han.
Julie Asp Vonsild er helt enig i retningen.
– De forslag kan jeg helt klart bakke op om, men jeg kan være bekymret for, hvordan det kan lade sig gøre at gennemføre dem, så længe politikerne bliver ved med at skære ned på vores uddannelse, siger hun.
Næste år skal professionsuddannelserne på landsplan spare 144 millioner kroner, hvilket svarer til omkring 3000 kroner per studerende.
Professionsuddannelserne rummer omkring en tredjedel af alle studerende på de videregående uddannelser. At mindske frafaldet her er derfor vigtigt, hvis regeringen skal realisere sin målsætning om, at halvdelen af en ungdomsårgang skal gennemføre en videregående uddannelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278