I Folketinget lovede regeringen at gå til USAfor at få svar om CIA-fly – men i virkeligheden håbede regeringen, at sagen ville dø, viser hemmelige referater.
Enhedslistens udenrigsordfører, Frank Aaen kalder nu regeringen til en hasteforespørgsel i Folketinget. Det sker efter WikiLeaks-læk om regeringens dobbeltspil i sagen om hemmelige CIA-flyvninger i Danmark.
– Man har ladet den anklagede formulere alle spørgsmål i sagen. Det svarer jo til, at politiets anklager på forhånd spørger den tiltalte om, hvad han må spørge om på selve retsmødet. Det er så langt ude, at jeg ikke har ord for det, siger Frank Aaen.
Enhedslisten afslørede i 2005, at USA’s efterretningstjeneste, CIA har brugt dansk og grønlandsk luftrum til ulovlige fangetransporter til lande, der udøver tortur. FrankAaen har igennem årene stillet flere hundrede spørgsmål til regeringen om sagen.
Til sidst måtte regeringen love Folketinget og befolkningen, at man ville bede USA om svar på de hemmelige CIA-fly.
Men ifølge USA’s tidligere ambassadør i Danmark, James P. Cain ønskede den danske regering slet ikke svar og en tilbundsgående undersøgelse af CIA-flyvningerne.
»Danske embedsmænd har i fortrolighed gjort det klart, at de gerne vil have sagen til at forsvinde så hurtigt og stilfærdigt som muligt«, skriver USA-ambassadøren i et referat fra et møde den 31. januar 2008 med to embedsmænd fra regeringstoppen. Det er WikiLeaks, der har lækket det hidtil hemmeligholdte referat, som Politiken er i besiddelse af.
Mødet mellem USA-ambassadøren og regeringens topembedsfolk blev holdt dagen efter DR-kommentaren »CIA’s hemmelige forbindelse« afslørede, at CIA-fly havde brugt en grønlandsk lufthavn til mellemlandinger under fangetransporter til og fra torturlande.
Udadtil holdt regeringen flere møder med USA. Men i virkeligheden var det spil for galleriet:USA’s ambassadør i Danmark rapporterer blandt andet hjem til Washington, at »… Friis Arne Petersen (den danske ambassadør i Washington, red.) ikke havde fået besked på at bede os om yderligere kommentarer, idet officielle amerikanske udtalelser kunne besværliggøre den danske indsats for at dysse striden ned«.
Frank Aaen mener, at sagen er særligt alvorlig for daværende udenrigsminister Per Stig Møller, der siden har overtaget posten som kulturminister.
– Han har sagt én ting til Folketinget og én anden til amerikanerne og dermed holdt både Folketinget og befolkningen for nar. Og det i en sag om, at uskyldige mennesker er blevet kidnappet af CIA og fløjet til hemmelige fængsler, hvor de er blevet udsat for tortur – via dansk luftrum, uddyber Frank Aaen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278