Justitsministeren ville helst have lov til at evaluere terrorlovene helt alene sammen med PET. Men nu kommer kritikken frem på en høring i Folketinget.
De omstridte terrorlove skal nu under lup i Folketinget.
Sidste efterår rettede flere menneskerettighedseksperter en skarp kritik mod at terrorlovene kun skulle evalueres af justitsministeren og Politiets Efterretningstjeneste.
Læs artiklen "Minister frikender terrorlove"
Men efter pres fra især Enhedslisten inviterer Folketingets retsudvalg nu en række eksperter til høring om terrorlovenes konsekvenser for retssikkerheden.
– Vi skal have frem i lyset, om alle de nye magtbeføjelser hos PET og politiet bliver brugt til at bekæmpe terror
– eller om de bliver brugt til alt mulig andet og derfor er med til at indskrænke vores retssikkerhed generelt, siger Enhedslistens retsordfører, Line Barfod, til Arbejderen.
I forbindelse med regeringen seneste store stramning af terrorlovene i 2006 måtte politikerne love, at lovenes skulle evalueres. I oktober offentliggjorde justitsministeren så en evaluering, hvor kun PET og anklagemyndigheden var blevet spurgt, om de var tilfredse med de øgede beføjelser.
Amnesty International var blandt kritikkerne af terrorlovsevalueringen i efteråret. Her vækker nyheden om høringen glæde.
Læs artiklen "Amnesty: Utilstrækkelig terror-rapport"
– Det er på høje tid, at uafhængige eksperter får lov til at forholde sig til konsekvenserne af de voldsomme indgreb i vores retssikkerhed, som er blevet foretaget siden 2001, siger Amnestys pressechef, Ole Hoff-Lund.
Han stiller dog spørgsmålstegn ved, hvor meget der kan nå at komme ud af en én-dagshøring. Han ser hellere en uafhængig undersøgelse, som får god tid til at grave sig ned i terrorlovenes konsekvenser.
Høringen finder sted den 24. februar.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278