03 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Red Barnet: Stop krænkelserne, VKO!

Red Barnet: Stop krænkelserne, VKO!

Tirsdag, 08. februar, 2011, 10:28:44

Danmark krænker fattige børns og asylbørns rettigheder, kritiserer FN i ny rapport. Red Barnet kræver at regeringen skrider til handling.

Danmark sender børn i fængsel, lader dem leve i fattigdom og krænker asylbørn. Sådan lyder en del af kritikken i en rapport om børns vilkår i Danmark, som FN har sendt til den danske regering.

Rapporten får Red Barnet til at kræve handling fra regeringens side.

– FN’s kritik af Danmarks behandling af udsatte børn er hård, klar og fair. Det er derfor regeringens pligt at tage kritikken alvorligt og skride til handling med det samme. Alt andet vil være uansvarligt, siger Inger Neufeld, børnepolitisk konsulent i Red Barnet.

FN’s børnerettigheds-komité vurderer hvert femte år, hvor gode landene er til at overholde børns rettigheder. Rapporten er afslutningen på eksaminationen af Danmark, som allerede i sidste måned gav anledning til kritik fra FN.

FN er blandt andet bekymret for antallet af fattige børn i Danmark og for at børnefattigdommen først og fremmest skyldes, at man lader familier leve på lave ydelser på grund af tiltag som starthjælp og 450-timers reglen, der særligt rammer etniske minoritetsfamilier.

– FN slår fast, at de ansvarlige politikere sidder med nøglen til at nedbringe børnefattigdommen i Danmark og bryde den sociale isolation, som mange fattige børn lever i. Det er en kritik, der er svær at sidde overhørig, mener Inger Neufeld.

Red Barnet hæfter sig ved, at FN allerede i 2005 udtrykte bekymring for børnefattigdommen. Og siden da har Danmark, ifølge Red Barnet, kvitteret med at stramme de økonomiske rammer endnu mere, særligt for etniske minoritetsfamilier.

Socialminister Benedikte Kiær hæfter sig ved, at komitéen mener, at børn og unge grundlæggende har det godt i Danmark.

– Vi gør det rigtig godt i Danmark, men der er selvfølgelig stadig steder, hvor vi kan blive endnu bedre. Nu vil vi nærlæse komitéens anbefalinger og tage initiativ til en dialog med organisationerne på området om hvordan vi i fællesskab kan følge op på anbefalingerne og gøre det endnu bedre i forhold til at udbrede kendskabet til konventionen i Danmark og sikre børns rettigheder, siger hun.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. feb. 2011 - 10:28   03. sep. 2012 - 12:42

Indland