09 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Militær overhørte tortur-advarsler

Militær overhørte tortur-advarsler

Torsdag, 10. februar, 2011, 10:44:03

Allerede i 2002 overhørte militærets ledelse i København rapporter fra de danske soldater i Afghanistan om USA’s hårde behandling af krigsfanger og uskyldige.

Når vi ikke fik en tilbagemelding måtte det jo være udtryk for, at de mente at vi gjorde det godt. Intet nyt er godt nyt, sagde Frank Lissner, chef for de danske jægersoldater i Afghanistan 2002, i retten.
HOK

Chefen for de 102 danske jægersoldater, der i 2002 var udsendt til Afghanistan, Frank Lissner, sendte løbende bekymrede rapporter hjem om amerikanernes hårdhændede behandling af uskyldige fanger i Afghanistan. Men militærets øverste ledelse i København spurgte aldrig ind til rapporterne.

Det kom frem i går i Østre Landsret, der i disse dage behandler sagen om den afghanske statsborger Ghousouallah Tarin.

I en såkaldt situations-rapport fra den 12. februar 2002 skriver Lissner til Hærens Operative Kommando (HOK) om en række »uskyldige personer«, der »efterfølgende fik en hård medfart under tilfangetagelsen og den efterfølgende transport tilbage til fangelejren«.

– Der var ikke den store respons på mine rapporter fra København. Men det behøvede de jo heller ikke. De skulle jo bare vide, hvad der foregik. Og når vi ikke fik en tilbagemelding måtte det jo være udtryk for, at de mente at vi gjorde det godt. Intet nyt er godt nyt, sagde Lissner, der i går vidnede i retten.

Et centralt spørgsmål i sagen er, om danske soldater lå inde med viden om, at amerikanerne ikke behandlede deres fanger humant. I så fald vil det være forbudt at overgive fanger til amerikanerne.

Det undrer derfor Tarins advokat, Tyge Trier, at ledelsen ikke reagerede på Lissners rapporter.

– Det er overraskende, at den militære ledelse ikke udviste større interesse. Med den store debat der var i offentligheden dengang om USA's behandling af krigsfanger og Bush, der ikke ville anerkende at Al queida og Taleban skulle behandles efter Genevekonventionen, skulle man tro at sådan en tilbagemelding var noget ledelsen ville interessere sig mere for, siger advokat Tyge Trier til Arbejderen.

Efter sagen om Tarin er kommet op er reglerne for danske soldaters udlevering af fanger blevet skærpet. I dag skal der fast være en militærjurist med ude hos de danske soldater for at sikre at krigens love og FN’s konventioner om krigsfanger bliver overholdt. Herudover skal dansk militær hvert andet år tilse de fanger, de udleverer i andre landes varetægt, fortæller Lissner.

Fangesagen fortsætter i dag, hvor tidligere forsvarschef Jesper Helsø skal i vidneskranken for at forklare sig – blandt andet om hvorfor Lissner ikke fik respons fra København på sine rapporter.

Sidste retsmøde i sagen er den 23. februar.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. feb. 2011 - 10:44   03. sep. 2012 - 12:42

Indland