Økonomisk vismand kritiserer Cepos-beregninger, der viser, at indvandrere er en stor udgift for samfundet.

Cepos-undersøgelsen koorigerer ikke for, at der blandt indvandrene i Danmark er en overvægt af børn og unge.

Mette Kramer Kristensen

Den liberale tænketank Cepos’ beregninger holder ikke til et nærmere eftersyn.

Det konstaterer professor i økonomi ved Aarhus Universitet Michael Rosholm. Han henviser  til den Cepos-undersøgelse, som konkluderer, at indvandrere fra ikke-vestlige lande koster den danske stat 16 milliarder kroner.

Michael Rosholm hæfter sig blandt andet ved, at tallene i undersøgelsen ikke er korrigeret for alder eller uddannelsesniveau og derfor er helt usammenlignelige på tværs af befolkningsgrupper.

Da mere end to tredjedele af alle efterkommere med ikke-vestlig oprindelse er i alderen 0-15 år, giver det en alvorlig skævvridning i tallene. Den store gruppe børn og unge er i deres første leveår alene en udgift for de offentlige kasser i form af daginstitution, skole og uddannelse, mens de i sagens natur ikke bidrager til indtægtssiden med skatter.

– Der ligger i virkeligheden ikke særlig meget information i Cepos’ regnestykke, når der ikke er korrigeret for eksempelvis alder, siger Michael Rosholm til ugebrevet Mandag Morgen.

Han er også økonomisk vismand og har i mange år forsket i immigration og arbejdsmarkedsforhold.

– Grupperne af indvandrere og efterkommere og danskere er slet ikke sammenlignelige. Havde man lavet en tilsvarende beregning for et udsnit af den danske befolkning med samme alders- og uddannelsesprofil, ville de formentlig også give underskud, forklarer Michael Rosholm.

Ifølge beregninger fra det Økonomiske Råd giver danskere og indvandrere over et livsforløb stort set samme underskud i de offentlige kasser. Indvandrernes lavere erhvervsfrekvens opvejes nemlig i et vist omfang af, at de ikke fødes i landet og derfor ikke belaster de offentlige kasser i barneårene, samtidig med at de har en større sandsynlighed for at rejse ud, når de bliver ældre.

Det forhold gælder ikke for efterkommerne, der forventes at tilbringe lige så meget af deres liv i Danmark, som resten af befolkningen. Til gengæld er denne gruppe så ung, at man ikke med sikkerhed kan sige, hvordan uddannelse- og erhvervsdeltagelse vil forme sig over de næste årtier, konstaterer Michael Rosholm.