02 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ældre imod VK-plan

Ældre imod VK-plan

Lørdag, 19. februar, 2011, 10:59:17

Både Danske Ældreråd og Ældre Sagen kritiserer regeringens forslag om yderligere privatisering af hjemmehjælpen.

Mange ældre vil miste retten til en offentlig hjemmehjælp, hvis regeringen kommer igennem med sit forslag.
Brian Berg

Sammenslutningen Danske Ældreråd vender sig skarpt imod regeringen forslag om yderligere privatisering af hjemmehjælpen.

Sådan lyder udmeldingen fra Kirsten Feld,formand for Danske Ældreråd.

– Socialministeren sætter med sit forslag borgernes tryghed i spil, hvilket jeg finder urimeligt. Forslaget handler om økonomi – jeg havde gerne set et udspil med fokus på medmenneskelighed, siger Kirsten Feld til Arbejderen.

Som omtalt i Arbejderen i torsdags vil regeringen tvinge hver enkelt kommune til at udbyde den samlede opgave med hjemmehjælp i mindst et helt distrikt til et privat firma. I det distrikt skal det ikke være muligt at få kommunal hjemmehjælp.

– For mange borgere vil det være et stort tab ikke at kunne vælge en kommunal hjælp. Jeg ser det som et overgreb, hvis de borgere fratages valget, understreger Kirsten Feld.

Også Ældre Sagen kritiserer forslaget og henviser til at mange plejekrævende ældre i realiteten mister indflydelse på, hvem der skal tage dem i bad og følge dem på toilettet.

– Forslaget vil indføre særlige reservater, hvor kun de private firmaer har adgang til de ældre. Det vil da givetvis styrke firmaerne, men det går stik imod ånden i de ældres ret til selv at vælge, siger Olav Feldbo, chefkonsulent i Ældre Sagen til Ritzau.

Med forslaget ønsker regeringen, at de private firmaerne får en større del af opgaverne på hjemmehjælpsområdet. Tal fra Ældre Sagen viser, at det i dag kun er fire procent af de ældre, som vælger private firmaer til at stå for den personlige pleje.

Dansk Erhverv ser da også store muligheder i regeringens forslag.

– Vi ved, at der er et kæmpe potentiale på området, og vi ved, at de private virksomheder står klar i kulissen til at bidrage til løsningen af vores velfærdsopgaver. Derfor er det et meget positivt signal, regeringen sender, at den nu vil øge inddragelsen af private, siger Marie Louise Løwengreen Rasmussen, chef for offentligt-privat samarbejde i Dansk Erhverv.

Hun opfordrer regeringen til at lave en målsætning for, hvordan private firmaer kan få en større del af alle opgaver på hele velfærdsområdet.

Modsat er Kommunernes Landsforening imod regeringens forslag, der også møder modstand i Folketinget fra både oppositionspartierne ogDansk Folkeparti.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. feb. 2011 - 10:59   03. sep. 2012 - 12:41

Indland