Bibliotekarforbundet, Prosa, forsvarsadvokat og juraprofessor håber på, at høring om terrorlovene vil blive startskuddet til en debat om lovene.
Advokatrådet, Retssikkerhedsfonden og en svensk terrorforsker er at finde blandt de oplægsholdere, som på torsdag skal evaluere de danske terrorlove på en høring arrangeret af Folketingets Retsudvalg.
Organisationer og eksperter, der tidligere har kritiseret terrorlovene, har store forventninger til konferencen:
– Konferencen kan måske medvirke til, at vi endelig får en reel debat om terrorlovene. Og så må vi have at vide, hvor tit terrorlovenes muligheder for overvågning af eksempelvis telefon og internet bliver brugt, siger Pernille Drost, formand for Bibliotekarforbundet til Arbejderen.
Hun understreger, at fri ret til informationer er en menneskeret. Derfor tager hun skarpt afstand fra justitsministerens planer om at registrere borgernes brug af internettet på landets biblioteker.
Også advokat Bjørn Elmquist,formand for Retspolitisk Forening, ser frem til konferencen:
– Jeg håber på, at konferencen kommer mere i dybden end Justitsministeriets egen evaluering af terrorlovene gjorde det i efteråret. Forhåbentligt vil der komme nogle eksperter, der kritisk forholder sig til alle stramningerne igennem årene. Så må tiden vise, om der er politisk vilje til at følge op på de gode råd, siger Bjørn Elmquist til Arbejderen.
Der er nok af emner at tage fat på: Terrorlovene har betydet hemmelige kollektive telefonaflytninger af telefoner og udvidet mulighed for hemmelige ransagninger og hemmelige retssager, uddyber Elmquist.
Han bakkes op af juraprofessor, formand for Retssikkerhedsfonden og tidligere justitsminister, Ole Espersen, der efterlyser svar på, hvorfor det var nødvendigt at indføre terrorlovene.
Formanden for de it-ansattes fagforening, Prosa, er at finde blandt tilhørerne på torsdag:
– Jeg håber på, at vi får en grundig revision af, hvad det er, man har sat i gang. Terrorlovene betyder, at der sker en logning af afsendere og modtagere af mails, sms’er og telefonopkald af alle borgere på et meget spinkelt grundlag og med en meget ringe effekt. Samtidig udbredes de nye magtbeføjelser til også at gælde indenfor almindelige former for kriminalitet, siger Niels Bertelsen til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278