Danmarks seks største erhvervsorganisationer har tilsidesat særinteresse, og indledt en fælles jagt på mere arbejdskraft. Jagten blev indledt tirsdag på Diamanten.
De hårde drenge i dansk erhvervsliv har tilsidesat særinteresser for sammen at jagte ekstra arbejdskraft – helst så billig som muligt.
Tirsdag havde landets seks største arbejdsgiverorganisationer sat landets toppolitikere i stævne for at afkræve dem svar på, hvordan de vil hjælpe erhvervslivet i jagten.
Og de møder op, gør de: Nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen. Den sandsynligvis kommende statsminister Helle Thorning-Schmidt. Liberal Alliances Anders Samuelsen, de Radikales Margrete Vestager, Kristian Thulesen-Dahl fra Dansk Folkeparti. SF’s næstformand Ole Sohn. De Konservatives Carina Christensen. Enhedslistens... nåh, nej, Enhedslisten er ikke indbudt, lader det til.
Mere profit, tak!
Lederne af de seks erhvervsorganisationer for byggeri, skibsfart, landbrug, industri, finans og handel lægger ud med at skitsere, hvad de kræver af politikerne: Lavere skat, lavere løn, mere arbejdskraft, mindre bureaukrati, mere marked.
I forordet til det skriftlige oplæg, der bliver udleveret ved indgangen, kan man læse, hvorfor det er nødvendigt med disse krav.
»Vores økonomi er grundlæggende ikke sund. Konkurrenceevnen er år for år blevet kraftigt forværret. Vores produktivitetsstigninger står ikke mål med lønstigningerne. Arbejdskraftmanglen har være fatal og kostet mange tabte ordrer. Uddannelsesniveauet vokser mindre end i andre lande. Og de offentlige udgifter var – og er – ude af kontrol med massive budgetoverskridelser.«
De historiske profitter, erhvervsorganisationernes medlemmer fremviser i deres årsregnskaber i disse dage, er altså ikke nok, kan man forstå. De lider. Regeringen har ikke gjort det godt nok, den har ikke leveret varen. Vil oppositionen?
Sig, hvad vi skal gøre
Statsministeren er den første ved eksamensbordet. Han lægger fornuftigt ud med at rose eksaminatorerne:
–Jeg er mere end tilfreds med, at erhvervsorganisationerne går ind i debatten om, hvad der virker og ikke virker, siger statsministeren.
– I har brugt krisen til at trimme overflødigt fedt fra, I ved, hvad der skal til, derfor har vi brug for at høre erhvervslivets klare stemme, når vi fremlægger reformer, lyder statsministerens opfordring.
– Det er jer, der er erhvervsledere, det er jer, der har forstand på at drive erhvervsvirksomheder og skabe vækst. Det er os, der er politikere, vi skal skabe rammerne for, at I kan gøre det, tilføjer han.
Jørgen Horwitz, direktør for for de danske bankers organisation Finansrådet, er ikke længe om at klare stemmen:
– Under krisen har A.P. Møller skåret en tredjedel af medarbejderstaben væk og dermed vendt underskud til overskud. Sådan skal man også gøre i det offentlige, siger Jørgen Horwitz, der melder ud med et krav om fire fem procents ekstra beskæring af de offentlige budgetter.
Anders Samuelsen fra Liberal Alliance er den første til at vise, at at han har læst på lektien og også hørt efter, hvad Løkke har sagt.:
– Vi politikere er jo ikke erhvervsfolk, vi skal bare skabe de bedste rammer for jer. Og her skal vi turde skære igennem. For eksempel er det bedre at tage efterlønnen i ét hug – hylet er det samme. Se bare da vi halverede dagpengeperioden: Det tog én uge, og så var det overstået, siger Anders Samuelsen, og høster en behagelig grynten fra salen.
Man kan næsten læse forsamlingens tanker: Den er svær at stikke. Hvad kan Helle Thorning og Ole Sohn komme med?
Med offentlig bistand
Helle Thorning lægger på god socialdemokratisk vis ud med at fastslå, at »når danske virksomheder trives, så trives Danmark«. Hvorefter hun slår fast, at det gør danske virksomheder ikke nu – og det er regeringens skyld.
– Danmark er i dyb vækstkrise – det eneste land med lavere vækst er Japan. Bruttonationalproduktet er reduceret med fem procent, arbejdsløsheden godt og vel tredoblet, 200.000 job er forsvundet under krisen, nævner Helle Thorning Schmidt. Hun peger på trepartsforhandlinger mellem erhvervsliv, faglige organisationer og regeringen som vejen frem.
– De danske lønmodtagerorganisationer er villige til at tage ansvar, det har vi set gang på gang, når det har drejet sig om indkomstpolitik, efterlønsreformer og så videre – og senest med de offentlige overenskomster, som er dybt, dybt ansvarlige. Danske lønmodtagerorgansiationer er til at stole på, når arbejdstiden skal sættes op, siger Helle Thorning-Schmidt, hvorefter hun haster videre til en anden aftale.
For at sætte gang i væksten skal det offentlige indgå i partnerskab med det private erhvervsliv om investeringer for offentlige penge, forklarer SF’s næstformand Ole Sohn.
– Når arbejdsløsheden så er kommet ned på et acceptabelt niveau, kan vi tale om at frigøre mere arbejdskraft, for eksempel ved at vi alle sammen arbejder mere, siger han.
Ole Sohn nævner 100.000 arbejdsløse som et acceptabelt niveau. Det får dog Dansk Industris direktør til at hæve stemmen.
– Vi har en relativ lav arbejdsløshed. Den er steget, men stadig ikke stor i international sammenhæng. Det synes jeg er skræmmende, siger DI-direktør Karsten Dybvad.
– Vi har ikke ret mange at tage af. Vi har behov for endnu engang at få denne her arbejdsstyrke udvidet. Efterlønnen skal afskaffes. Men de 12 minutter ekstra dagligt er ikke et alternativ – det er et både og, fastslår Karsten Dybvad.
Jagten på arbejdskraften er gået ind, kan man forstå denne eftermiddag i Diamanten. Geværerne er ladte – al fredning er ophævet.
Den lovede artikel fra arbejdsløshedskonferencen bliver bragt en af de kommende dage.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
