08 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Elforbrug skal ned

Elforbrug skal ned

Fredag, 25. februar, 2011, 10:25:28

Regeringen vil skære energiforbruget ned med seks procent i 2020. Det er langt fra nok, mener Greenpeace.

Selvom regeringen har strammet en smule op på energisparemålet, er det stadig alt for uambitiøst. Tarjei Haaland, Greenpeace

Det samlede energiforbrug skal i 2020 være seks procent lavere end i 2006.

Sådan lyder et af målene i den »Energistrategi 2050«, som klimaminister Lykke Friis fremlagde i går.

– Selvom regeringen har strammet en smule op på energisparemålet, er det stadig alt for uambitiøst. Det skal være tre gange større, da det er den vigtigste og samfundsøkonomiske billigste brik for at nå klimamålet, siger Tarjei Haaland fra Greenpeace.

Han kritiserer planen for ikke at være ambitiøs nok, men mener samtidig at der er en række positive elementer.

Regeringen vil reducere anvendelsen af fossile brændsler i energisektoren med 33 procent i 2020 i forhold til 2009. Endemålet er 100 procents uafhængighed af kul i 2050. Planen indeholder en række forskellige tiltag, som skal gøre det muligt at nå målet.

Blandt andet skal der bygges flere vindmøller, så vindkraft i 2020 dækker 42 procent af energiforbruget mod 20 procent i dag. For eksempel skal der bygges en havmøllepark på 600 MW på Kriegers Flak. Møllerne skal være klar til at tages i brug i perioden 2018-2020.

– Opgaven er stor. På 40 år skal vi reducere forbruget af kul, olie og gas fire gange så hurtigt, som det er sket de sidste 40 år, siger Lykke Friis.

Både Greenpeace ogEnhedslisten kritiserer regeringen for at åbne for fortsat brug af kul i forbindelse med CO2-lagring i undergrunden.

– Men også på transportområdet er planen helt utilstrækkelig. Ordet kollektiv transport er slet ikke nævnt, siger Per Clausen, Enhedslistens energiordfører.

Regeringen starter nu forhandlinger med de andre partier om planen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. feb. 2011 - 10:25   03. sep. 2012 - 12:41

Indland