Fredsforsker Jan Øberg har siden den 9. marts skrevet kommentarer til, hvad der sker i forhold til Libyen og hvad der i stedet burde været sket. Arbejderen bringer i dag et uddrag.
9. marts 2011:
LIBYEN: FATAL DISKUSSIONSFATTIGDOM
Jeg er bange for dette: Med undtagelse af Chavez’ forsøg er der ingen diskussion af civil intervention, mægling, fact-finding, høringer, FN-aktivitet, eller et EU-initiativ for at afværge storkrig.
Der er kun ét forslag til diskussion: No-Fly Zone, hvor det så end kommer fra. En sådan vil ikke løse nogle problemer men vil istedet lede til militær intervention senere.
Formodentlig handler det hele om, at Libyen er et olieland, der har 3,5 procent af verdens olie, det dobbelt af USA selv. Om fredsskabelse og konfliktløsning handler dét forslag – og diskussionen – i hvert fald ikke. Hvilken freds-fattigdom!
14. marts 2011:
FLYVEZONEN
Er der mere end 5-10 procent af den danske befolkning, der véd hvad en »flyvezone« er, hvordan den gennemføres, dens folkeretslige aspekter, og hvad den vil komme til at kræve og hvad den kan lede til?
Medier, der dækker spørgsmålet om No-Fly-Zone, forklarer ikke engang hvad det er for en størrelse.
DE ÅH SÅ BEKYMREDE HUMANISTER
De åh så bekymrede humanister, der mest er det, når deres humanisme kan kombineres med militær intervention, giver jeg intet for.
De kerer sig aldrig om det faktum, at mindst 100.000 mennesker dør hver dag af mangel på det mest elementære i livet, som vand, mad og medicin. De kerer sig aldrig om at disse mennesker kunne reddes hvis vi ikke brugte så meget på dét militær, de legitimerer med deres – falske – humanisme.
18. marts 2011
HELE FOLKETINGET I KRIG!
Hvad er det mon for psyko-politiske mekanismer, der får alle Folketingets partier til at slutte op bag dansk deltagelse i krig i Libyen?
Hele projektet bygger på løse antagelser – for eksempel om et formodet fremtidigt massedrab - og ønsketænkning om NATO’s destruktion af Libyen som trylleformular. For at opnå hvad?
ALTERNATIVERNE – 1
Siden balladen begyndte: Skab en uvildig international fact-finding kommission. Da vi hverken har klar information om den militære situation, drabene eller Gaddafis strategi.
Hvilke udenlandske specialstyrker har længe været i landet? Hvem er »oprørerne« egentlig?
ALTERNATIVERNE – 2
Skulle have skabt en international bredt sammensat mæglingsgruppe af højt respekterede fhv. diplomater, kulturfolk, konfiktforskere, forhandlings- og forsoningseksperter – folk udelukkende fra lande, der ikke har specielle nationale interesser i Libyen – lidt buddhister, erfarne fhv. FN-folk, militærer.
Gruppen fremlægger sin rapport for FN, EU og verdens medier. Budskab: Der er flere muligheder!
ALTERNATIVERNE – 3
EU som EU kunne have inviteret repræsentanter for alle parter i Libyen og omegn til en høring i EU-Parlamentet, så vi kunne få klarhed i hvem der står for hvad.
FN kunne bruge Generalforsamlingen til noget lignende. Fakta om konflikten, om parternes synspunkter og følelser samt hvad de selv ser som løsninger er altafgørende forud for at nogen intervenerer. Høringer er heller ikke blevet prøvet.
ALTERNATIVERNE – 4
Diskussion af en robust FN-mission, som vi har rimeligt gode erfaringer med i borgerkrige, som for eksempel i Kroatien.
Tre dele: 1) Robuste FN-styrker, der kan afvæbne oprører & overvåge en våbenhvile, deponere våben under lås. 2) FN-politi til beskyttelse i lokalsamfundene. 3) Civile hjælpearbejdere, jurister, socialarbejdere, etc – alle der véd noget om den menneskelige dimension af konflikter & vold.
ALTERNATIVERNE – 5
Facilitere forhandlinger, jo mindre medieopmærksomhed jo bedre. På flere steder i verden. Alle parter/grupper i Libyen med + repræsentanter for naboer og internationale organisationer.
Inddrage erfarne NGO’er, religiøse ledere, forhandlings- og mæglingsekspertise. Brainstorm, brug af erfaringer fra vellykkede konfliktløsninger og fredsaftaler i historien. Kort sagt – professionalisme!
ALTERNATIVERNE – 6
Eneste mål med forhandlinger: At finde frem til løsninger alle parter kan leve med UDEN at de vestlige lande pådutter sine »løsninger eller true nogen til at skrive under med en pistol i ryggen (som Rambouillet og Dayton hvilket aldrig holder).
Da en FN-våbenhvile er etableret, mens dette foregår, kan man give forhandlingerne den tid, der behøves og det TAGER tid at nå kvalitets-konfliktløsning.
ALTERNATIVERNE – 7
Hvis alt dette prøves og er forgæves kan man iflg. FN-traktaten gå til militær intervention mod dem, der ikke på nogen måde vil deltage i en civiliseret forhandlingsløsning eller bryder våbenhvilen på landjorden.
Altså militær = sidste udvej helt ifølge FN-traktaten.
KONKLUSION PÅ DE SYV MANGLENDE ALTERNATIVER
Verdenssamfundet er forpligtet til at »skabe fred med fredelige midler (FN traktatens Artikel 1) og kun når alt er prøvet at bruge vold under FN-kommando.
I tilfældet Libyen er intet blevet prøvet. Vi har kun aggressionen No-Fly Zone – »war as the only plan in town«, dvs. total mangel på konflikt- og fredskundskab. Konfliktanalfabetisme + militarisme = krig.
20. Marts 2011
SF KAN TÆNKE SIG LANDTROPPER
Socialisten Holger K. Nielsen vil, iflg. Politiken i dag, diskutere indsættelse af danske tropper på jorden i Libyen – »svært at lave luftoperationer, for så vil der blive dræbt mange civile«, siger han i dag – indsigtsfuldt om end lidt sent!
Han sætter sig hér i øvrigt ud over FN-resolutionen og går længere i militarisme og interventionisme end noget vestligt land.
HYPOTESER
Nattens bombninger af Libyen, inklusive hovedstaden, er meget voldsommere end vi lige nu hører og ser.
Shock and Awe blev det kaldt i dagene for otte år siden i Irak. Gaddafi genner nu civile ud som »menneskelige skjolde« og giver libyerne våben. Når Vest har bombet nok, skal der udråbes en ny oliestat som »selvstændig«.
FLYVEFORBUDS-ZONE?
På svenske & internationale medier kan man i dag se resultaterne af Vestens bombninger i Libyen: døde soldater i tanks, ødelagte køretøjer i stribevis.
Hvad i alverden har dét at gøre med at forhindre Gaddafi i at bruge luftrummet til at bombe sine egne? Nej, det er den storkrig, man kunne forudse – meget mere end en flyveforbuds-zone. Ikke mærkeligt at Den Arabiske Liga nu får kolde fødder.
Uddraget fra Jan Øbergs blog er forkortet af Arbejderens redaktion. Læs hele bloggen på www.janoberg.wordpress.com
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
