I sidste uge krævede Enhedslisten bombestop over Libyen, men krigen fortsætter stadig. Det er svært styre krigen fra et lille land, må Frank Aaen erkende.
I sidste uge meddelte Enhedslistens udenrigsordfører Frank Aaen, at FN-resolutionens formål om at stoppe den umiddelbare trussel mod civilbefolkningen er opfyldt, og at vi derfor skal væk fra brugen af militær magt og over til forhandlingsbordet.
Men en uge efter støtter Enhedslisten stadig krigen.
Læs interviewet "Frank Aaen: Det var rigtigt at gå i krig" her.
Det er svært at diktere krigens betingelser fra et lille land, må Frank Aaen sande.
– Jeg har intet grundlag har for at vurdere, hvornår der er faldet nok bomber. Det kan kun FN, siger han til Arbejderen.
Der bliver fortsat bombet – og Enhedslisten bakker fortsat op om krigen?
– Jeg står ved mine udtalelser. Det haster med at få gang i forhandlingerne. Men når ledelsen af koalitionen ikke mener det er muligt at etablere en våbenhvile, kan vi i Danmark ikke bare sige »jo, der er«. Derfor er der fortsat bombardementer.
Hvor lang tid mener du, at det er nødvendigt at bombe?
– De byer, som blev erobret af Gadaffi er nu ved at blive tilbageerobret af oprørerne, så vi er ved at være der. Men vi mangler fortsat at være sikre på, at Gadaffi ikke truer civilbefolkningen i Misrati. Derfor afventer jeg mødet i London i dag, hvor Den Arabiske Liga, Den Afrikanske Union, FN og repræsentanter fra koalitionen er samlet for at drøfte det videre forløb. Her får vi forhåbentligt svar på, om det er nødvendigt fortsat at bombe og hvorfor. Men vi skal også have svar på mulighederne for en våbenhvile – og hvem af parterne, der eventuelt blokerer.
Men hvad skal der så til før Enhedslisten trækker sin støtte?
– Hvis flyforbuddets formål går fra at være forhandlinger til at være et regimeskifte, så vil vi ikke være med længere. Det har vi sagt fra starten. Jeg kan ikke komme det nærmere.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278