Det kan blive skruen uden ende, hvis man indfører et optjeningsprincip på velfærdsydelser, advarer forsker. Efterlønnen er et godt eksempel på, hvad der kan ske.

Det vil skade både integrationen og de grundlæggende principper i velfærdsamfundet hvis regeringen og Dansk Folkeparti får held til at blandt andet at gennemføre lavere tilskud til daginstitutionspladser for udlændinge, mener velfærdsforsker Jon Kvist.

Bille

Udlændinge skal tegne en sundhedsforsikring på fire år for at få opholdstilladelse i Danmark, betale fuld pris for en daginstitutionsplads de første to år, samt have boet flere år i landet  for at optjene ret til gratis lægehjælp og hospitalsophold.

Det er indholdet i forslaget om de såkaldte optjeningsprincipper, som regeringen og Dansk Folkeparti i øjeblikket diskuterer.

Men dette såkaldte optjeningsprincip undergraver det danske velfærdssystem, der er bygget op efter, at enhver betaler efter evne – over skatten – og enhver får efter behov, vurderer Jon Kvist, professor i velfærdsforskning ved syddansk Universitet.

– Optjeningsprincippet er reelt forsikringsprincip, et »noget-for-noget-princip«, hvor du får efter, hvor meget du har betalt – hvad enten det så er til en forsikringsordning, eller så og så mange års skattebetaling til den danske stat, forklarer Jon Kvist.

De i alt 28 forslag fremgår af en embedsmandsrapport, som regeringen bestilte efter ønske fra  Dansk Folkeparti i forbindelse med dette års finanslovsaftale.

Irapporten advarer embedsmændene flere steder om, at det »kan have social- og arbejdsmarkedspolitiske konsekvenser« at indføre optjeningsprincipper.

For eksempel vil et opholdskrav for retten til at få tilskud til daginstitutionspladser til børnene »kunne være i modstrid med integrationshensynet, idet der er et politisk ønske om, at børn af indvandrere er i daginstitution blandt andet for at lære dansk, står der i rapporten.

Jon Kvist peger på, at der også er et fordelingsmæssigt problem.

– Når du indfører optjeningspligt til en velfærdsydelse, får regeringen en række skruer, man kan let kan dreje på og regulere velfærdsydelser med., forklarer Jon Kvist.

– Tag efterlønnen som eksempel. Det er en optjeningsordning, og efterlønsskruen er der efterhånden blevet drejet på rigtig mange gange. Der bliver måske ikke givet fuld skrue første gang, men det kan let blive skruen uden ende, siger Jon Kvist.