01 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lærere på Frederiksberg går i offensiven

Lærere på Frederiksberg går i offensiven

Onsdag, 20. april, 2011, 09:50:06

Frederiksberg Kommune vil spare 12 procent på folkeskolen de kommende fire år. Lærerne sætter med stort anlagt kampagne fokus på konsekvenserne.

Sygefraværet på skolerne falder ikke, fordi der er færre penge på vikarkontoen, tværtimod. Det falder, hvis vi satser intensivt på at styrke trivslen blandt skolens lærere. Ane Søegaard, formand Frederiksberg Kommunelærerforening

Torsdag morgen i næste uge vil mange af de forældre, der har børn i Frederiksbergs folkeskoler, få stukket et postkort i hænderne. Senere på dagen er der åbent debatmøde om folkeskolen på Frederiksberg med blandt andet formanden for kommunens undervisningsudvalg.

Lærerne på Frederiksberg gennemfører en aktionsdag tirsdag den 28. april for at sætte fokus på arbejdsmiljøet i folkeskolen. Dagen er et led i en større kampagne for trivsel, som Frederiksberg Lærerforening startede op for seks ugers tid siden.

– Det kan betale sig at investere i lærernes arbejdsmiljø. Eleverne får simpelthen en bedre undervisning, hvis lærerne har et godt arbejdsmiljø. Lærerne er skolens vigtigste ressource, og vi skal passe godt på skolens ressourcer, siger Ane Søegaard, formand for Frederiksberg Kommunelærerforening, til Arbejderen.

Kampagnen inddrager både lærere, elever, forældre og politikere i en debat om folkeskolen. Det sker under overskriften »Styrk læreren – Styrk skolen«. Kampagnen falder sammen med, at Frederiksberg Kommune har besluttet at spare 12 procent på skoleområdet fra 2011-2014.

Færre vikarer

En del af pengene vil kommunen finde ved at skære vikarbudgettet med 0,7 procent i år. Det sker i forventning om, at lærernes sygefravær skal ned.

– Men sygefraværet på skolerne falder ikke, fordi der er færre penge på vikarkontoen, tværtimod. Det falder, hvis vi satser intensivt på at styrke trivslen blandt skolens lærere, understreger den lokale lærerformand.

Hun har en helt klar fornemmelse af, at det, som først og fremmest gør kollegaerne syge, er, at de er så pressede og ikke har mulighed for at give eleverne en ordentlig undervisning. Det kan være, fordi der er for mange i klassen, for mange børn med særlige behov, at der mangler undervisningsmaterialer eller andet.

Det er her, der skal sættes ind, hvis sygefraværet skal ned, understreger Ane Søegaard. Hun er dybt bekymret over, at det stik modsatte er ved at ske på Frederiksberg.

Flere elever

Samtidig med at kommunen skærer ned, vil der komme op mod 900 flere skoleelever i løbet af de næste fire år, og kommunen lægger op til, at de almindelige folkeskoleklasser skal kunne rumme en stor del af de elever, som i dag bliver undervist i specialklasser.

– Vi inkluderer allerede i dag mange elever med særlige behov, og jeg mener, at vi kan rumme endnu flere, men det kræver både de nødvendige lærerkræfter og ordentlig efteruddannelse af lærerne, siger Ane Søegaard.

Hun mener slet ikke, målsætningen hænger sammen med, at kommunen sidste år sparede 26 lærerjob væk.

– Vi har brug for de 26 og yderligere 50 uddannede lærere, hvis vi skal kunne inkludere yderligere elever. Kommunen stopper nu med at købe pladser i private institutioner til børn med særlige behov. Det er o.k. Efter min mening er det en kommunal opgave at undervise børn. Men det nytter ikke noget at gå fra en situation, hvor der har været for eksempel to til at tage sig af fire børn i specialtilbuddet, og så skal en lærer pludselig klare opgaven alene i folkeskolen, understreger Ane Søegaard.

– Vi oplever, at kommunens visitationspraksis ændres helt i øjeblikket.Det barn, der før havde brug for ekstra støtte, kan nu klare sig i en almindelig klasse med 24 børn. Det er da underligt.

Lærerformanden frygter, at nedskæringerne i folkeskolen vil føre til at færre unge på Fredriksberg gennemfører en ungdomsuddannelse. På det felt ligger kommunen allerede i dag ret dårligt i statistikken.

Ane Søegaard håber, at kampagnen vil overbevise politikerne om, at det var en forkert beslutning at spare på folkeskolen, samtidig med at man stiller større krav til den. Nedskæringerne er vedtaget af alle partier på nær Enhedslisten.

Læs mere om kampagnen på fkf.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. apr. 2011 - 09:50   03. sep. 2012 - 12:42

Indland